Stockholm har mere af det hele

8/9 2009

 

København har 13 Michelinstjerner, og vores kokke hiver priser hjem foran deres nordiske kolleger ved de nordiske kokkemesterskaber. Vi ser gerne på vores hovedstad som nordens gastronomiske centrum. Men faktisk får vi kamp til stregen af Stockholm.

Stockholm er en by, der gastronomisk har lidt mere af det hele. Og en lav kronekurs oveni.

________________

Madmarkeder

Madmarkeder

De stockholmske markeder er himlen for alle, som elsker mad. Store indendørs haller er indrettet med små butikker og madboder så langt, øjet rækker. Her kan man få friske fisk og skaldyr, lokale såvel som udenlandske oste og pølser, krydderier, nybagt brød, velhængt kød, og hvad hjertet nu ellers kan begære af gode råvarer.

Kan man lide sit madmarked fint og velorganiseret, skal man søge mod saluhallen på Östermalms Torg. Er man mere til sydlandsk markedsstemning med råbende grønthandlere, effektive latinamerikanske slagtere og god street food, er det Hötorgshallen, man skal besøge.

En favorit er Bondens Matbod på Hötorget, hvor bonden Kenneth sælger ud af gode varer fra små svenske gårde.

Stjernerestauranter

Stjernerestauranter

Sandt er det, at København er den nordiske hovedstad, der har flest Michelinstjerner. Stockholm har en enkelt 2-stjernet restaurant og fem restauranter, som har opnået en stjerne i den franske rejsefører.

Vil man endelig hænge sig i fintfranske udmærkelser, kan det indvendes, at Stockholm har Mathias Dahlgren, den eneste nordbo som har vundet det uofficielle kokkeverdensmesterskab, Bocuse d’Or. Han er køkkenchef på den to-stjernede restaurant Matsalen, som nok er det mest hypede Stockholm har at tilbyde gastronomisk lige nu.

Sidder man ikke med næsen begravet i Michelinguidens yderst selektive indhold, er det værd at bemærke, at ude i Skærgården ganske tæt på Stockholm ligger restauranten Oaxen, som var inspirationskilde til køkkenet på Noma, vores hjemlige stolthed og nummer tre på Restaurant Magazine's liste over verdens bedste restauranter.

Andre topsteder, som er værd at besøge, er minirestauranten Mistral med den personlige service og Restaurant 1900 som med sin grimt-smarte indretning med blondegardiner og krostole indbyder til hygge, mens man nyder det skarpe nordisk køkken.

Backfickor

Backfickor

Vil man gerne have lidt stjernestøv på menuen uden at bruge alt for mange penge, er Stockholm storleverandør i Backfickor – toprestauranternes mindre filialer, hvor enklere mad tilbydes til meget lavere priser.

Særdeles anbefalelsesværdig er Restaurant 1900’s terrasserestaurant Kåken, som i weekenden omdannes til Stockholms hotteste natklub. Oaxen har deres Pumpen, som i en fantastisk skærgårdssetting byder på lette, nordisk anretninger som pil-selv rejer og hjemmelavede grillpølser. Også den to-stjernede Matsalen har en mindre formel udskænkningsafdeling ved navn Matbaren, hvor mindre formelle retter serveres omkring den store bar.

Udendørs servering

Udendørs servering

I sommerhalvåret har Stockholm langt flere restauranter med udendørs servering end København. Men ikke nok med det, stockholmerne kan også få lov at blive hængende udendørs natten lang. Det kan man nyde godt af på hot spot nummer et, Kåken, terrassen bag Restaurant 1900 og nummer to, F 12. Her er en anden af Stockholms toprestauranter blevet omdannet til natklub i weekenderne med fest i flere planer og med udsigt over Mälaren på terrasse, afsatser og den store trappe som fører op til kunstakademiets gamle indgang.

Er man mere til firserhits og nordsjællandsk marinastemning kan man svinge forbi Pontus by the Sea i Gamla Stan, som mixer drinks og fyrer op for musikken ved kajkanten.

Designrestauranter

Designrestauranter

Det vrimler med designrestauranter med alle mulige og umulige koncepter i Stockholm. Først og fremmest står gastroentreprenørerne fra F12 for en stor del af Stockholms mere gennemførte koncepter. Fra Moulin Rouge-stemning og franske bistroklassikere på Le Rouge over boho-stemning på den efterhånden aldrende men stadig populære restaurant Grill og til nyeste skud på stammen: ’Her har vi alt’-restauranten Kungsholmen.

Sidstnævnte tilbyder retter fra alle verdenshjørner og logistikken omkring at få alle retter til det samme bord færdig samtidig fra de otte forskellige madbarer er stadig et mysterium for denne skribent. Stemning og betjening på alle restauranterne er, som man kan forvente af den slags steder: Effektiv, ung og upersonlig.

Fisk og skaldyr

Fisk og skaldyr

Det siges, at vandet rundt om Stockholms øer er så rent, at man kan spise de fisk, man fanger. Faktum er i hvert fald, at langt de fleste restauranter med svensk mad på kortet har et vist udvalg af fisk og skaldyr. Fra gadesælgeren på Slussen, der sælger ’nystegt strømming’ til de posh turistfælder på Vaxholm, som lokker med nykogt hummer og røgede rejer.

En sejltur ud til Waxholms Hotell efter strømming og røgede rejer kan anbefales som en rigtig ferieklassiker. Inde i byen kan man fx slå et smut forbi raw-baren på Aquavit eller sætte sig med en skål fiskesuppe eller fish 'n' chips på det yderste populære, gadekøkken-agtige frokoststed Kajsas Fisk i Hötorgshallen.

Oplevelser   Fisk   Rejseguide   Trendy  

Tekst: Mette M. Helbæk

Foto: Mette M. Helbæk. PR-foto, Matsalen

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.