Geist

Geist med Bo Bech bag roret har udviklet sig til lidt af en succes med fyldte borde og masser af frekventerende kendisser siddende ved dem. Eller ved den lange bar! For det er netop Geist's største trækplaster. Placeret ved siden af hinanden på høje stole, har gæsterne udsigt til rummet med det store, åbne køkken, hvor også tjenerne går rundt og snakker med deres gæster, skænker vand op og serverer maden, der tilsyneladende er meget simpel, men som har rigtig mange arbejdsprocesser gemt bag sig. Menuen skifter efter sæsonen, men meget mindeværdige var/er tartaren med stenbiderrogn, (signatur)retten med lamelskåret avocado, mandelolie og Rossini-kaviar eller blomkålshovedet med trøffelsauce. Stemningen er meget nede på jorden ligesom betjeningen, hvilket fungerer rigtig godt til en alene-ude-haps. Men der er nu ingen regler om, hvor mange eller hvor få retter, man skal bestille – og så er der flere interessante vine på glas. Skulle man nu ha' lyst til at blive lidt hængende...

Picture

Mother

Restauranten i Kødbyen er kendt for sine saftige pizza-surdejsbunde (og brunchbuffet'en med blandt andet pizza på menuen i weekenden). Men stedet er faktisk også ret godt at besøge alene på grund af det afslappede personale, den uformelle mad og de snakkende, italienske pizzabagere ved den kæmpe, selv-hentede stenovn (fra Italien) i det store, lyse lokale. Bagerst, længst til højre i lokalet er der åbnet en bar, hvor man kan få både vin, bobler og drinks med italienske sager – for eksempel Campari... Vinen serveres forresten i store glas med ditto indhold til ditto slurke. Der er altid en summen af liv på Mother, der er velbesøgt, hvilket også gør, at man kan synke lidt ind i restauranten uden at føle sig særlig udsat – men samtidig få stemningen af restaurant med. Og så er det nu ikke kun pizza, man kan få på Mother. Der findes nemlig også et lækkert (og meget rimeligt prissat) antipastikort samt stooore stykker bruschette med forskellige toppings. 

Picture

Hero

Hero åbnede for ikke så længe siden med Line Storm som køkkenchef (se interview med Line Stom her). Og med den intime belysning, loungemusikken (til den techno'ede side) i højtalerne og aktiviteten fra det åbne køkken, hvis lyd fylder rummet ud, er Hero en ret fin restaurant at spise ude på, når man er alene. Ikke mindst på grund af den lange bar, hvor man kan sætte sig og få øjenkontakt med både maden og kokkene, der arbejder. Og smiler. For de er nemlig også ret flinke på Hero, og gode til at få deres gæster til at føle sig godt tilpas. På menuen er der masser af små snack-muligheder, som tun-tataki (lynstegt tun med marinade), en fantastisk servering med kammusling omviklet af katafi-dej og derefter dybstegt, serveret med agurkesalat og mayo eller sticks som for eksempel de yderst saftige yakatoristicks med oksekød og teriyakisovs. Tempuraen kan indtil videre ikke anbefales. Medmindre man har cravings for en ordentlig dosis fritureolie – hvilket jo også godt kan hænde...
Til gengæld er sashimien og også sushien – helt ned til de marinerede ris – ganske fin. 
Det er muligt både at få saké, vin og japansk øl, også på glas, ligesom baren – især i weekenden – er travlt beskæftiget med diverse cocktails. Den kan man forresten også godt sidde i nærheden af, hvis man foretrækker flydende varer frem for faste. 

Picture

Gustav's Bistro og Butik

Man falder for Gustavs Bistro allerede ved første kig på hjemmesiden. Den er fuld af lun og personlig humor, der allerede mellem linjerne byder én velkommen. Og velkommen er netop dét man er, hos den lidt ehm, lidt excentriske og i hvert fald meget karismatiske ejer af samme navn, der ofte er at finde i restauranten. Faktisk så godt som hver dag – sammen med sine velinformerede tjenere, naturligvis. Lokalet udgøres af ét stort rum med firkantede 2- og 4-mandsborde i lyst træ, der er ”happy-jazz”-agtige toner i højttalerne, ternede servietter og en frimodig stemning. Sådan i det hele taget lidt fransk. Det er menukortet også, mens råvarerne findes fra lokale (og lidt-længere-væk-bosatte) producenter fra rundt omkring i Danmark. På menuen er blandt ganske meget andet stegte kyllingekråser, håndrørt tartar, paté, entrecôte og en tallerken med forskelligt charcuteri. Man kan både spise her til frokost og til aften, hvor pariserbøffen selvfølgelig også er på kortet til frokost....    Meget vigtigt at nævne er også, at her er en hyggelig bardisk, der vender ud mod køkkenet. Hér kan man slænge sig til måske blot et glas vin (og en charcuteri-tallerken), mens man snakker med Gustav – det vil han som regel gerne.    Og så er det jo en restaurant for vinnørder med mange lidt mere atypiske – og gerne lidt naturlige – vine fra overvejende, ja, Frankrig, men også med hilsener til Tyskland og Italien. ”Vores vine er sejlet i kajak og på tømmerflåde hertil fra deres vemodige hjemlande. Tror vi nok”, som det proklameres på hjemmesiden. De kan også købes med hjem fra butikken i den ene ende af lokalet, ligesom man herfra kan få paté og oste fra Mols. 

Nimb Terrasse
Det hér er udfordreren! Skal man virkelig vove sig ind i højtloftede, andægtige lokaler med tjenere i klassisk uniform og vest, store lænestole stillet overfor hinanden i 2-, 4- eller 6-mandsformation og masser af åbent rum omkring sig? Ja, man skal!

Her er rar og afslappet, lounget musik i højtalerne og lyden af mange forskellige accenter, der indgår i forretningsaftaler eller blid summen af venner, der mødes og deler historier.

Om dagen kommer hvidt lys ind af de store vinduer vendt ud mod Tivoli, mens hyggen holdes intakt indenfor blandt andet ved hjælp af levende lys og lysekroner – endda også en ganske flot og unik én i midterrummet, der er udgjort af mange standerlamper og lidt ligner en edderkop... 

Menuen byder både på snacks, ost og dessert, hvis man er ude i den helt store selvforkælelse, ligesom man kan vælge østers både middag og aften (fx 3 for 95,-) og måske tilsætte champagne, der fås i hele 3 udgaver på glas.

Hovedretterne er klassiske og enkle brasserieretter, med for eksempel stegt rødtunge eller entrecôte i hovedrollen, og derudover er det også muligt at vælge ud fra et lille dagskort. Men er man blot ude i en lille frokost – og en lille sult – er en af forretterne et udmærket valg, som for eksempel den smørmøre, råmarinerede laks i ganske rimelig størrelse med tyndtskåret fennikel (75,-). Den fine, lukkede overdækkede terrasse (der var for varm at sidde i henover sommeren) er nu også blevet åbnet op til vinterhalvåret.