Fiskenes ven
For hvis der findes en kok, som virkelig kan tilberede fisk til hel og aldeles perfektion, så er det René Warn. Og det er ikke engang en løgnagtig reklametekst, det her. Den er go' nok. Så kødet netop løsnes med gaflen og falder fra i små perfekte flager. Lidt salt, en stribe olivenolie og så ind i ovnen i så og så lang tid ved så og så mange grader, det er stort set svaret, man får, når man spørger ham, og joh, bevares, hvor svært kan det være? Ikke særlig svært, vel. Hvorfor lykkes det så ikke bedre, når man står derhjemme og bakser med skidtet? Et spørgsmål, der nu viser sig at være overflødigt.

Onsdagsfisk
René Warn har siden 2009 drevet det fantastisk hyggelige spisested Sorte Hest på Vesterbrogade, hvor man virkelig skal holde sig til for at få bord, for de alt for få borde, der er, bliver godt nok hurtigt udsolgt. Før det var han køkkenchef på bl.a. nu hedengange Kommandanten og lige så hedengangne TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker. Og nu har han indført fiskeonsdage på Sorte Hest. Hver onsdag fra nu af, dvs. startende med onsdag d. 1. juni 2011, går Sorte Hest i fisk. To retter med fisk, høj kvalitet, lav pris (250 kr.). Sundt for hjerne og hjerte – og pengepung. Sympatisk, overkommeligt, fremragende koncept.

Kærlighed og fjordrejesmør
Hvordan er du kommet på det, kunne man spørge, man kunne også lade være, for egentlig behøver sådan en idé vel ikke nogen forklaring. Og forklaringen er da på sin vis også den vildeste kliché, men hyggelig nok alligevel, bevares: Det er noget med sommer i luften og kærlighed og lyst til at spise enkelt og let. René fastlægger menuen om morgenen, når han får varer fra sine leverandører, og så er det ellers bare derudaf. Et bud på en onsdagsfisk kunne fx komme til at lyde sådan her: Røget makrelsalat med Søren Wiuffs grønne asparges, ærter, hønseæg, der smiler og brøndkarse fra de svenske skove, efterfulgt af torsk fra Sundet med syltede hvide asparges fra Lammefjorden i fjordrejesmør og med skovsyre og blød kartoffel. Det er der vist ingen grund til at overveje mere end en gang, uanset hvor garvet en fisketilbereder man så rent faktisk måtte være på hjemmefronten. Til gengæld er det nok en meget god idé at se og få bestilt det der bord, så mange pladser er der altså heller ikke på Sorte Hest.

Fisk hver onsdag kører fra og med den 1. juni og syv uger frem med sidste dag onsdag den 13. juli. Prisen er 250,- for to retter fisk.