Det har altid været dansk mad, der har været på menuen til frokost, og det er fortsat overvejende ting som sild, hønsesalat, tatar og pandestegt rødspættefilet, man finder på frokostkortet på Sophienholm. Udgangspunktet er det klassisk danske, men serveringerne bærer også præg af, at den nye køkkenchef, Nicolai Byrholt, har en restaurant, som serverer dansk mad i mere moderne fortolkninger, nemlig Restaurant Jacobsen i Klampenborg. Her er man ikke bange for at smide en håndfuld hjemmeplukkede urter fra skov og strand nær restauranten på tallerkenerne, og det samme gør sig gældende på Sophienholm, som har Bagsværd Sø, Nybroskov og nogle af de smukkeste naturområder lige nord for København som sin baghave.

Nicolai Byrholt har desuden den frankofile take away Local i Larsbjørnstræde, og det enkle selvbetjeningskoncept herfra går igen på Sophienholm Cafeteria.

Man skal ikke lade sig afskrække af, at navnet “Cafeteria” måske klinger af smørbrikker og præfabrikata, for alt er selvfølgelig hjemmelavet. Men det er et cafeteria, understreger Nicolai Byrholt, omend betegnelse “cafeteria de luxe” måske er mere passende.

“Det fungerer sådan, at man bestiller maden ved kassen, og så kommer der en tjener ud med det. Der har været cafeteria her i 46 år efterhånden, så rigtig mange af dem, der kommer her, er stamgæster, som kender stedet. De ved godt, hvad det går ud på. Så har vi også nogle yngre gæster, som måske ikke lige har været her før, men som synes, det er hyggeligt, at det er så uformelt.”

Grill om aftenen - også i dårligt vejr
Cafeteriet har altså eksisteret i et par generationer som frokoststed, men som noget nyt er der nu også åbent om aftenen. Her er udgangspunktet som i frokosten det danske køkken og lokale råvarer, og alle hovedretter laves på grill - også selvom sommersolen er dækket af skyer.

“Det er ikke helt så hyggeligt, når solen ikke skinner, men vi griller. Vi har masser af plads både inde og ude, så man kan starte ude og rykke ind, hvis det bliver for koldt. Det er hyggeligt alligevel,” fortæller Nicolai Byrholt.

På menuen om aftenen er en lille håndfuld forretter til omkring 90 kr. og hovedretter, som alle koster fornuftige 139 kr. Her kan man vælge mellem grillet kalveculotte, unghanebryst eller torsk, som alle kommer med tilbehør i form af kartoffelsalat og grillet grønt.

Udover cafeteria lægger Sophienholm også smukke rammer til selskaber i en tilstødende tidligere staldbygning med udgang til parken, som fx er et überromantisk sted at holde bryllup.

Sophienholm Cafeteria har åbent for frokost tirsdag-søndag: 11-17 og grill tirsdag-fredag: 17.30-20.