Oriental Barbecue

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_4

Den energiske kvinde Xiao Hui Han står bag det store, østerlandske madunivers Oriental House i Slotsgade 20, der i bedste, kinesiske stil ligner et supermarked udefra, men indenfor åbenbarer lange rækker af røde stole, lakerede borde og et kæmpe køkken, hvor både running sushi og a la carte-retter tilberedes med rod i den japanske og kinesiske madtradition. Stedet er kendt for sit imponerende sushi-bælte, der kører rundt i 2 etager, sin overdådige, orientalske buffet, og carvery-sektion fuld af grillstegt, mørt kød. Xiaos restaurant er både flittigt besøgt til take away, familie-hygge og større selskaber, hvor børnene kan lege i et dertil indrettet hjørne.

Mørkenborg Kro

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_11

Nordvest for Odense gemmer der sig en traditionel og hyggelig kro i det bakkede landskab, som ligner noget taget ud af en Morten Korch-film. Områdets navn er heller ikke u-romantisk: Stillebæk. Og den berømte filminstruktør brugte faktisk de grønne omgivelser som location til flere af sine film. Kroens historie går helt tilbage til 1771, hvor spisestedet åbnede som kongeligt priviligeret, og også serverede simple og mættende retter for de mange rejsende, der lagde vejen forbi her. 150 år senere brændte kroen ned men blev hurtigt genopbygget, og i dag er Mørkeborg Kro stadig kendt for sin husmandskost: der serveres stegt flæsk med persillesovs, tarteletter, schnitzler med masser af sauce og garniture og store, møre bøffer, og fordi kroen også tilbyder overnatning, er stedet populært for store selskaber. Her valfarter man dog også til for at hygge, og weekendens brunch er velbesøgt af de lokale.

Café A

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_6

Det er hverken skævt, boheme eller unika, men café-kæder er kommet for at blive, og med god grund: priserne er fornuftige og betjeningen systematisk, og selvom en kæde som Café A findes i både Kolding, Aarhus, Odense, Glostrup, Herlev, Solrød, Amager, Taastrup, Ordrup, Østerbro, Frederiksberg og Hvidovre, har man skabt et hyggeligt univers baseret på både café-klassikere til både morgen, frokost og aften, og indslag fra verdenskøkkenet. Under temaet ’specialiteter’ kan man for eksempel nyde quesadillas, oksegryde med græsk inspiration og kylling-karrygryde a la Thailand. Café A åbnede sit første sted i 2013, og i Odense finder du deres filial placeret på et hjørne af Rugkærgårdsvej med gode parkerings forhold og få skridt til Odense´s strøggader.

Ristorante Mona Lisa

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_7

Med udgangspunkt i denne hyggelige, italienske restaurant er der nu skudt flere rustikke spisesteder op i hele Odense ved navn Rosticceria, hvor man kan nyde pasta, brød, sandwiches og antipasti lavet efter bedste Middelhavsmanér. Men det var på Mona Lisa i Brandts Passage hvor det hele startede, og hvor man både kan nyde klassikere som caprese salat, bolognese og carpaccio og samtidigt få stillet sin nysgerrighed. Frokost- og aftenkortet tilbyder nemlig også nyere retter i den dansk/italienske romance, som for eksempel pasta med den pikante nduja-salame fra Calabrien, gnocchi med ventricina-pølse og grillede polenta-majsbrød toppet med svampe, trøffelolie og italiensk medister i tomat. Mona Lisa er et hit hos folk fra hele Odense, der kan få sig en god bid af Italien her, uden at gå på kompromis med prisen.

Bar’Sushi

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_8

Antallet af sushi-barer har for længst overhalet pølsevognene, og selvom trenden startede i hovedstaden, har den for længst bredt sig til Danmarks øvrige, store byer. Det er sket blandt andet takket være Bar Sushi, som startede i 2005 i Odense, og i dag har placeret sine elegante og minimalistiske restauranter i både Dalum, Vejle, Kolding, Roskilde og København. ’Spis til pindene knækker’ er navnet på deres populære Sushi ad libitum-koncept, hvor man kan blive hængende i 2 timer og proppe al den sushi i maven, man lyster – måske endda af ruller, som kokkene spontant finder på, og ikke findes på kortet. Bar’ Sushi er selvfølgelig også leveringsdygtig indenfor take away.

Den Gamle Kro

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_9

Det danske smørrebrød har fået en renæssance, men man skal ikke forvente nynordiske fortolkninger her i en af Odenses ældste og smukkeste bygninger fra 1600-tallet. Her laves den højtbelagte, traditionelle spise, som vi kender den, og kvaliteten er i top, med friske råvarer i sæson – det betyder friske ærter, dampede asparges og nye kartofler når de lige er kommet op af jorden, basta. Det er Tina Møhring Madsen, der sammen med sin mand driver den gastronomiske institution, og hun er på trods af sin unge alder allerede et koryfæ i fynsk køkkenhistorie, med en karriere der startede som 16-årig, og et par år efter fortsatte hun som køkkenchef på en af Fyns bedste restauranter, den på Hotel Hesselet i Nyborg. Udover smørrebrødet kan man også nyde veltillavede husmandsretter med rod i det klassiske franske og danske.

Soup Stone

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_12

Den grønne bæredygtige bølge tårner højt hos Soup Stone i Odense. Fra morgen til aften tilberedes lækre smagsfulde retter i form af sprøde sandwiches med fyld fra hele verden - prøv Bahn mi med pulled pork - supper og populære retter med bl.a. kylling og karry og friske salater. De fleste retter laves glutenfri og har veganske variationer. Så kom ind til et sundt måltid eller tag det med hjem, altsammen til rimelige priser. 

Heidis Bier Bar

Restauranter under radaren på Fyn: hvorfor hører vi ikke om dem som gør os mætte?_10

Festen er altid vild på Heidis, som har hele 2 locations på Fyn i både Odense og Svendborg. For selvom hanerne ikke bruser over af feinschmecker-øl, og møblerne ikke skriger af funky design, har teamet bag evnet at gengive stemningen fra skiferiernes after parties, med personale i læderbukser, piger med tyrolerkjoler og kæmpe ølkrus på borde, som godt kan holde til at man danser på dem. Leg er et vigtigt element her, og aldeles snobbefri, med sømblokke, Jægerbomb Battles og Beer Pong. Der er ofte lang kø foran ølstuen, når mørket falder på, for Heidis koncept med billig øl i rigelige mængder, dans og slyngelstue-hygge går rent ind hos flertallet.