Impressionant!
Det med navnet er lidt et tilfælde. Patrick (kok og medejer) drev i seks år Brasserie Degas i Jernbanegade over for Dagmarbiograferne. Navnet fulgte med stedet, og nu er det så fulgt med manden og hans to kompagnoner Stéphane og Richard. Men på en måde er det meget passende, navnet. Edgar Degas var som bekendt på linje med Monet og co. en af de store impressionister, og han har bl.a. malet en hulens masse bedårende balletpiger i yndige kulørte tylskørter med masser af strut. Des macarons! Det er lige, hvad det ligner, hvis man ikke kigger for længe og for indgående på billederne.

Og lige så når man kigger i kagemontrene i konditoriet hos Degas: Små indbydende og farvestrålende macarons, der ligger der på rad og række og nærmest danser for ens blik. Som Degas' små ballettøser. Også det er yndigt, faktisk. Herligt og sødt. Og hamrende moderne.

De stilsikre franskmænd gør deres entré
I lokalet i Trommesalen er der plads til 70-80 spisende gæster, der er dækket op med hvide tallerkner og røde glas på hvide duge, en kæmpelang og flot bar af egetræ – og bløde behagelige stole i næsten samme røde farve som glassene, specialfremstillet i Kina. Stilrent, rart og indbydende. Og det var bestemt ikke givet på forhånd: “Før lå der et showroom til en køkkenforretning, og alt så pænt ud på overfladen, men da vi fik nøglen i november 2010 og endelig fik pillet væg-til-væg-tæpperne af samt pillet loftet ned, var det et stort kaos af ledningespaghetti og ulovlige elinstallationer og jeg ved ikke hvad. Vi har knoklet 15 timer i døgnet med et hold af håndværkere helt frem til åbningen i starten af marts,” siger Richard og Stéphane i munden på hinanden, men resultatet må man sige taler for sig selv: C'est beau!

Hellere bøf end blomst
“Jeg vil hellere spise en bøf med foie gras end mælkebøttesalat med blomster,” konstaterer dessertglade Stéphane Viano, og det er måske nok en slags filosofi, der går igen på menukortet, der er fuld af appetitlige klassikere og andre perler til overkommelige priser. Vi nævner i flæng: Fra cafékortet: Omelet med ost og skinke (en rigtig omelet) til 65 kroner, Croque monsieur og ditto madame til henholdsvis 65 og 70 kroner, Grillet gedeost til 78 kroner. Fra frokostkortet: Salat med foie gras til 95 kroner, Confit af andelår til 100 kroner, Crème brûlée til 59 kroner. Og fra aftenkortet: Marineret laks i olivenolie og fennikelfrø med blinis og cremefraiche til 85 kroner, Petit pot af snegle, kryddersmør og brødcrouton til 95 kroner, Stegt andebryst med vilde svampe i fricassé med rødvinssauce til 155 kroner og 'La mini' Degas – en desserttallerken med intet mindre end fem forskellige desserter til 85 små kroner. (Mens du overvejer mulighederne, kan du skylle ned med en Gin & Tonic til 55 kroner).
 

Der er altid plads til en macaron mere
Faktisk er der masser af desserter for så fhv. et lille menukort, og det er ikke noget under. For det er på desserter, de tre glade franskmænd fra hver deres hjørne af hexagonen har valgt at slå sig op. Desserter, dessertkager og les macarons. Macaron by Degas. En kage, der er værd at bide i, og et navn, der er værd at bide mærke i. “Som firmagave, værtindegave eller bare til sig selv. Tanken med Macaron by Degas er, at det er et brand, og kendskabet til det skal spredes. Det er også derfor, vi lige nu koncentrerer os mere om at få gang i Macaron by Degas end i at få fyldt brasseriet op fx. Vi vil gerne komme godt fra start med vores macaron-brand, inden vi arbejder på at lave for meget pr for brasseriet; det er under alle omstændigheder allerede godt besøgt, ikke mindst af teatergæster (fra Det Ny Teater, red.),” forklarer Stéphane Viano, som den vin- og festglade københavner nok husker fra de vilde Bistro Bacchus-dage i starten af nærværende årtusinde.

Og kagerne?
Spiselivs udsendte dør ved indtagelse af nødder, men kan rapportere, at såvel Fanny, Esmeralda som mormor var tavse under indtagelsen. Fanny nedsvælgede sin kage ved navn 'Degas' (kagebund med hindbær og hindbærmousse) på rekordtid i absolut tavshed og stort set uden at spilde, mens Esmeralda dristede sig til et spagt, men dybfølt “Mm. Den smager godt,” og mormor udtalte om les macarons by Degas “Lækre, lette og luftige. Søde, men ikke for søde.” Alt i alt en overbevisende dom, skulle vi mene.