Portobello burger

Portobello burger

Sabina
Spiseliv.dk

Opskriften er fra bogen 'Stenalderkost - Palæo opskrifter til det moderne menneske' af kokken Thomas Rode. 

 
Opskrift: Thomas Rode. Foto: Mikkel Adsbøl. Opskriften er gengivet efter aftale med Politikens Forlag.
Pil skalotteløgene og hak dem fint. Skyl chilien, fjern kernerne og hak også den fint. Rør det hakkede oksekød med æg, chili, sennep og skalotteløg og krydr med salt og peber. Husk at smage på farsen, selvom det er imod sundhedsmyndighedernes anbefaling. Smager den godt rå, gør den det temmelig sikkert også, når den er tilberedt. Arbejd al luft ud af farsen og form 8 flotte, små bøffer, som ikke må være for høje. Dryp bøfferne med olivenolie og grill dem efter smag og behag (jeg foretrækker mine bøffer medium). Læg en skive ost på hver bøf, når der mangler ca. 2 minutter, og læg låg på grillen, så osten kan smelte lidt.
 
Tilbehør
Rens portobellosvampene, fjern stokkene og pensl dem med olivenolie. Skær 8 flotte og ikke alt for tynde skiver af bøftomaterne, dryp dem med olivenolie på begge sider og krydr dem omhyggeligt med salt og peber. Pluk timian, skyl bladene, hak dem og drys nogle af dem over tomaterne. Halvér skalotteløgene (lad skallen blive på) og chilierne (fjern kernerne), dryp olivenolie over og drys med timian. Tænd op i grillen – en kuglegrill er at foretrække. koncentrer varmen i grillens midte, så der er plads til at tilberede grøntsagerne ved indirekte varme i en ring udenom. Når grillen er klar, og der er godt gang i gløderne, placerer du løg, svampe, chilier og tomater i en ring rundt om gløderne og tilbereder dem ved middel varme i 15-20 minutter.
 
Anretning
Skyl salaten og skær stokken fra. Pil salatløget og skær det i ringe. Steg baconskiverne gyldne og sprøde og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Når grøntsagerne er møre, og bøfferne er stegt, bygger du burgerne op: Læg 8 flotte portobelloer på et fad, læg et salatblad på hver, så en skive tomat og derefter bøf eller fiskefrikadelle med en skive ost på. Fjern nu skallen fra de grillede løg og bred dem ud på burgerne. Kom bacon og chili på og til sidst en klat karljohan- mayonnaise. Slut med at lægge ’låg’ på burgerne i form af en portobellosvamp og drys med sesamfrø.
 
Klargøring af grill: Husk at skrubbe den varme grill ordentligt med en stålbørste, tør den af med fugtig køkkenrulle og smør den derefter med olivenolie.