Opgaven består i at finde årets bedste "Grand Cru" Lammefjordsgulerod.

John Nielsen er formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, som har inviteret de fire politikere, og han giver ifølge pressemeddelelsen arrangementet følgende bevingede ord med på vejen:

"Vi ser med spænding frem til, om de fire politikere kan enes om at udpege årets bedste gulerod."

Tre kandidater er kvalificeret. Det er gulerødder af sorten Bolero fra tre af Lammefjordens avlere – Boje Skytte, Fårevejle, Arne Olsen, Hørve, og Flemming Risegaard, Fårevejle. Politikerne i dommerpanelet skal kåre årets Grand Cru ved at vurdere blandt andet smag, udseende, sprødhed og saftighed.

Spændingen udløses onsdag den 3. november kl. 17, hvor årets Grand Cru Gulerod kåres i Riddersalen på Dragsholm Slot.