Og når du så er der, og du ikke aner, hvor du skal gå hen, og potentielt set kunne havne i den ene turistfælde efter den anden, så er det Spiseliv kommer dig til en undsætning: Fire sikre valg, til hvor du går hen og spiser i Paris!
Vivant
Pierre Jancou er lidt af en personnage. Kok og ekstremt biodynamisk orienteret med naturlige vine på hylderne, der er så naturlige, at der gror hår på flaskerne. Desuden et pariserbekendskab af den smartere slags; når han ikke passer sin egen biks i det 10., ser man ham gerne indtage sin middag ved marmorbaren på Le Dauphin (se længere nede). Indtil for et års tid siden drev Pierre Jancou den lille labre bistro Racine i den smukke Passage Vivienne i det 2. arrondissement, og før det La Crèmerie det 6. Nu har han åbnet Vivant i det 10., og det er på alle måder fuldkommen uimodståeligt. Maden er mindst – mindst! – lige så fantastisk som på Racine, og lokalet er om muligt endnu smukkere og sjove. Vist nok en gammel fuglebutik (jaja!) med orginale og utroligt smukke malede keramikfliser på væggene. Han serverer stadig den bedste charcuterie, man får i Paris, og det siger ikke så lidt. Derudover de herligste retter, der har så meget finesse i smagen, at der næsten burde være dug på bordene (sic!). Foie gras på artiskok 'barigoule'. Mon dieu, quel bonheur. Aspargesrisotto, kylling med rodfrugter, dagens fisk bagt til perfektion. Det hele tilsat langsom betjening, byens bedste kaffe (det er kun Pierre selv, der betjener maskinen!) og vin, som vi kan lide den. Bordbestilling nødvendig, åbent mandag til fredag.
Vivant
43 rue des Petites Écuries
75010 Paris
+33 1 42 46 43 55
Le Dauphin
Lige nu taler alle, også herhjemme, om Châteaubriand, verdens 9. bedste restaurant, men der er jo også Le Dauphin. Samme ejer, samme gade, to huse længere henne. Avenue Parmentier er absolut ikke en smart gade på den måde. Den ligger en spytklat fra Place de la République, og kodeordet er alt i alt bil-os. Le Dauphin, derimod, er tjekket. Holdt fuldkommen i marmor, hvid marmor, et glemt materiale, slår det en, når man træder ind. Gæsterne er tjekkede, betjeningen er tjekkede, konceptet er tjekket, det hele er tjekket, men ikke belastende tjekket. Tjekket på sådan en overskudsagtig måde. Ideen er et kort med små retter, som man plukker fra. Ikke inddelt efter forret-hovedret. Så hvor mange man kan spise, må man selv lure. Retterne er super delikate og yndefulde. Rødbede og gulbede i forskellige konsistenser og teksturer med friskost, hvide asparges med ramsløg og olivenolie. Søpindsvin med piment. Lomo og pølse fra Baskerlandet, ligesom indehaver og kok Inaki Aizparte. Lille overkommeligt vinkort med naturlige vine til mere end overkommelige priser. Lukket lørdag frokost, søndag og mandag.
Le Dauphin
131 avenue Parmentier
75011 Paris
+33 1 55 28 78 88
Le Grand 8
Ud over Montmartre så har man let en tendens til at glemme det 18. arrondissement. Fordi det ligger sådan lidt uden for det hele, og det er ikke engang så lige til at komme dertil med metro; man skal skifte en hulens masse gange fx. Og bagefter skal man gå. Opad, opad, opad. Men der er dælme flot, når man først kommer derop. Og som en mindre belønning for det store arbejde med at komme derop, ja, så er der altså også en restaurant, beliggende for foden af Sacré Coeur, som nok skulle være et besøg værd! Måske er det den restaurant i Paris, der har den bedste og mest spektakulære udsigt ud over Paris, samtidig med at maden – og vinen – er god. Det er simpelt køkken, baseret på sæsonens og markedets friske varer. Porrer med vinaigrette, poulard med blomkålspuré. Og i den dur. Gode oste, svulstige desserter, just som man trænger til. Yderst fornuftigt prissat vinkort med sprøde vine af den naturlige slags, og så er der tilmed meget net og super hyggeligt. Åbent onsdag til lørdag aften samt lørdag og søndag frokost. Lukket mandag og tirsdag.
Le Grand 8
8 rue Lamark
75018 Paris
+33 1 42 55 04 55
Au Repaire de Cartouche
Rodolphe Paquin er en stor og imødekommende personlighed. Han passer selv sit køkken, men har også tid til at tage sig pænt af sine gæster. Køkkenet er traditionelt fransk, der er meget mad på tallerknerne, og man spiser det hele og suger resten af fløden op med brød. Der er heller ikke sparret på (friske) morkler i kyllingeblanquetten aux morilles... Det er en god idé at bede om at sidde nedenunder, da der helt klart er hyggeligst. Men uanset hvor man sidder, er maden god! Det sværeste er at vælge fra vinkortet, der er stort og seriøst, som just sådan en gammel garvet pariserrestaurant kan præstere: Mange vine figurerer i flere årgange, og priserne er rimelige. Til gengæld kan det være en god idé at rådføre sig med Rodolphe lui-même om netop vinen, da tjeneren hovedsagligt skelner mellem rødvin og hvidvin. Åbent hver dag frokost og aften, bortset fra søndag og mandag.
Au Repaire de Cartouche
8 bd des Filles-du-Calvaire
75011 Paris
+33 1 47 00 25 86