“Mad som kunst, tallerkenanretninger, som i sig selv er showet og restaurantbesøg, som udgør totalteatre af smag og sanseoplevelser er nogle af de nye påfund, vi lige så godt kan begynde at vænne os til,” skrev jeg ved årets begyndelse i artiklen ‘Gastronomiske spådomme for 2010′. Og det var selvfølgelig en mand som Bo Lindegaard, der havde inspireret mig til at skrive den slags.
Lindegaard har stået bag og deltaget i mange afarter af madeksperimenter som for eksempel Madeleines Madteater, NaCl, kunstudstillinger med mad på lærred og nu altså projektet ‘I’m a Kombo’ sammen med kokkekollegaen Lasse Askov. De to arrangerer såkaldte ‘pop-up’-restauranter, hvor folk inviteres til at spise i utraditionelle rammer og under anderledes former, end oplevelseskonceptet restaurantbesøg normalt dikterer.
En parteret taxachauffør og shots i glasset
Denne uge finder løjerne sted på Andy’s Bar i Gothersgade – bar, morgenværtshus og måske især kendt for, at en taxachauffør engang blev slået ihjel og parteret umiddelbart efter at have indtaget lidt for mange gyldne damer på etablissementet. Benene blev fundet i Klerkegade, armene i Adelgade og resten vist nok i en eller anden ilde tilredt lejlighed. Den formodede gerningsmand er stadig på fri fod et sted nede i de varme lande, han kom fra.
Der er dog intet morderisk over temaet for I’m a Kombo’s restaurantkoncept på stedet. Derimod synes idéen at være vaskeægte, dansk bodegahygge. Nakken tilbage og ned med et shot, grib en håndbajer, spis med fingrene, smid en femmer i jukeboksen og smil til din sidemand, I skal alligevel sidde og gnubbe albuer ved de trange langborde i de ramponerede lokaler hele aftenen. Kommen-hinanden-ved er der masser af, ikke mindst da lejlighedssangen hives frem med tilhørende ’skål bord 7′ og hvad har vi ikke. Loirevin på magnum og kalvehaler i spand, tubechokoladesauce og vingummibamsekage. Jo hold kæft, hvor vi hygger.
"Nakken tilbage og ned med et shot, grib en håndbajer, spis med fingrene, smid en femmer i jukeboksen og smil til din sidemand, I skal alligevel sidde og gnubbe albuer ved de trange langborde i de ramponerede lokaler hele aftenen."
Æg med salt og karamel med chokolade
Her bør man som madskribent være nået til det punkt, hvor man begynder at kommentere på madens og drikkevarernes kvalitet. Smager det godt, så? Ja ja, selvfølgelig gør det det, Askov og Lindegaard er jo erfarne folk. Det er æg med salt, syltede løg, god skinke, dampet spinat, chips og tang. Purésuppe med godt med smør, citron og fløde. Kalvehaler og jordskokker. Karamel og chokolade. Bare sådan nogle helt enkle sager, der gør smagsløgene glade. Men det, som står klarest i min let ølpåvirkede bevidsthed under traveturen ned til metroen mod Christianshavn ved midnatstid, er hyggen, samtalerne om alt andet end maden i spanden og vinen i glasset, den gode stemning og det høje humør.
For hvad er god mad uden godt selskab?
Kombo på Andy’s hermed anbefalet for at skabe de rammer, der gør god mad og vin til en underordnet men nødvendig bestanddel af en god spiseoplevelse.