Picture

Ølmad og eget bryghus på BrewPub

På BrewPub har man gjort det til sit speciale at servere øl og mad sammen – ligesom mange af retterne er tilberedt med restaurantens hjemmebryggede øl. Det kan være ølmarineret foie gras eller ølbraisserede svinekæber. I afdelingen for efterretter serveres bl.a. parfait på ale og rabarpuré smagt til med mørkt øl.

BrewPub har foruden restauranten en bar, hvor 14 forskellige slags øl tilbydes på fad – herunder en del hjemmebryggede.

Picture

Det sidste nye i mikrobryg i Ølbutikken

Den lille forretning Ølbutikken i Oehlenslägersgade er et godt sted at kende for rigtige ølnørder. Her kan man finde øl fra hele verden som i nogle tilfælde ikke forhandles andre steder. Blandt andet derfor er Ølbutikken af den amerikanske hjemmeside Ratebbeers brugere blevet kåret til verdens bedste ølbutik – noget af en præstation for en forretning i lille København som kun har åbent få dage hver uge. Forretningen drives nemlig af et par ølentusiaster med andre erhverv ved siden af.

Picture

Barhængeri for ølentusiaster på Ølbaren

Med over hundrede øl på flaske og et bredt sortiment på fad har Ølbaren nok ret i deres slogan: ’Vi har med garanti en øl, du ikke kan lide’. Bartenderne hjælper gerne til med at servere noget helt specielt og ellers svært tilgængeligt som fx den berygtede og berømmede lorteøl fra Mikkeler: En øl brygget på kaffe, som har været gennem et væseldyrs tarmsystem.

Picture

Øl i stride strømme i Valbyparken

Hver oktober er der oktoberfest i Valbyhallen. Følg med i dagspressen for info.

Picture

Hjemmebryg i Tivoli

Færgekroen i Tivoli har to hjemmebryggede øl på kortet: En mørk og en lys. De smager glimrende og kan nydes til gode danske retter som smørstegt rødspætte eller wienerschnitzel. I Tivolis ånd skal man regne med at komme til at betale en god del mere for maden, end den er værd uden for murene, til gengæld fås placeringen midt på Tivolisøen med alt hvad dertil hører af svaner, ænder og karper, ikke meget bedre.

Picture

Hjemmebryg på Nørrebro Bryghus

Nørrebro Bryghus er blevet et stort foretagende med separat bryggeri i Hedehusene og stor efterspørgsel fra landets dagligvarekæder. Men restauranten i Ryesgade har stadig sit eget lille bryggeri og hyggelige atmosfære. Køkkenstilen kalder man for ’ølkøkken’, for maden kredser om at ramme nogle smagsnuancer, som kan være svære at matche med vin, men hvor øl er det perfekte valg. Surt, salt, bittert, stærkt krydret og røget er nogle af disse smage. Hertil serveres afstemte ølmenuer.