“Da jeg var yngre, syntes jeg da også, det var rasende morsomt at drikke mig i hegnet, når der var J-dag, men når man bliver ældre, må der gerne være lidt mere substans i glasset.”
Jan K. Hansen er medindehaver af Ølbaren, som han startede sammen med vennen Lars Nørregaard i 2002. Året efter, i 2003, stablede de to den første ØJ-dag - Ølentusiasternes Julebrygdag - på benene for at markere, at julebryg ikke behøver være synonymt med tarveligt øl, uhæmmet druk og letpåklædte nissepiger. I stedet er kvalitetsøl i centrum.
“Vi ville gerne fortælle folk, at der findes mere interessante juleøl end det sædvanlige snesjask,” som Jan K. Hansen siger.
Ingen kedelig, ensrettet pilsnerøl
ØJ-dagen finder sted hvert år dagen før Tuborgs officielle J-dag, hvor Julebryggen frigives. Til at starte med var det bare Ølbaren selv, der markerede dagen, året efter fik Jan K. Hansen og Lars Nørregaard et par kollegaer i København med på idéen, og nu, otte år efter, deltager lidt over tyve steder fordelt over hele landet i ØJ-dagen.
I København deltager blandt andre Mikkeler, Ørsted Ølbar, Lord Nelson, Café Bartof og Brewpub. I resten af landet blandt andre Café Birdy i Odense, Dagmarbryggeriet i Næstved, Gustav Wieds Øl- og Vinstue i Roskilde, Proppen i Birkerød og You'll Never Walk Alone i Kolding.
Jan K. Hansen fortæller, at ØJ-dagen er, som han siger “rasende populær,” og at dagen typisk sætter omsætningsrekord. I det hele taget oplever han, at rigtig mange er hoppet med på specialølbølgen.
“Det er nok en reaktion på, at folk gerne vil have noget andet end det kedelige, ensrettede pilsnerøl.”
En tendens, der nok til dels er affødt af, at der de senere år er kommet meget mere fokus på mikrobryggerier, og at beværtninger dedikeret til deres øl er poppet op over hele landet. Steder, som man altså på ØJ-dagen har en rigtig god lejlighed til at besøge for at smage det mangfoldige udvalg af rigtig dejligt julebryg.
Læs mere om ØJ-dag på Ølbarens hjemmeside.