Tid til vagtskifte
Det er selvfølgelig ikke helt det samme. Jan Restorff har ikke været restaurantchef helt så længe fx. Selv om han helt klart er en så bund solid og stærk personlighed, at man godt indimellem kunne foranlediges til at tro, at han var en form for klippe, der har eksisteret i nogle 100 år. Men det er sandt nok, at Søllerød Kro opstod som kro i 1677, da en lokal præst fik tilladelse til at drive kro for sognebørn og gennemrejsende. Imidlertid er det blevet tid til vagtskifte: Køkkenchef Jakob de Neergaard, der har passet køkkenet siden 2004, har valgt at træde tilbage og overlader roret til assisterende køkkenchef Christian Ebbe, der har været på kroen siden 2005.

Flydende vin med guldkanter
Så det bliver næppe et vagtskifte, der kommer til at koste den store revolution, heldigvis, ensige gå ud over niveauet i krokøkkenet. Der dog helt sikker er bedre nu end for 334 år siden! Men lige nu er det stadig Jakob, det handler om. Han er der lidt endnu, frem til 1. august 2011, og Spiseliv skyndte sig derop for ganske kort tid siden. Og har siden ventet  på en anledning til at suse derop igen. Sidde og tage sig ud i de fine møbler med malede guldkanter i den lavloftede krostue. Der er simpelthen så fint! Vinen bliver simpelthen så flydende, når man sidder der, og maden smager simpelthen så dejligt. Dejligt! Det er nemlig ordet.

Smagen af ... kro
Søllerød Kro er klassisk fransk, når det er aller, aller bedst, tilsat personlighed og ynde, ren Mozart, hvis man kan sige det sådan. Det er overhovedet ikke, fordi Spiseliv sværger til hverken nyt nordisk, gammel dansk, oldnordisk, halvmoderne fransk eller helmoderne zenbuddhistisk. Det betyder ikke noget. Det, der betyder noget, er smagen. Kvaliteten af råvarerne, forarbejdningen. Og fik vi nævnt smagen? At anretningerne er mindst lige så yndefulde som omgivelserne, gør ikke oplevelsen dårligere, men det mest poetiske er alligevel den ærlighed, der gennemsyrer hver en tallerken, der bliver båret ud fra køkkenet og ind foran gæsten.

Ode til Jakob de N.
Har man mødt Jakob bare en enkelt gang eller to og set ham ind i øjnene, de milde, venlige, udtrykdsfulde brune øjne, så ved man godt, hvor den ærlighed kommer fra. Jakob er sådan en køkkenchef, der altid selv er der og helt sikkert ikke er for fin til at gøre kokkeelevens arbejde, hvis det er det, situationen kræver. Kaster man et hastigt blik ud i køkkenet på Søllerød Kro, kan man godt se, det er Jakob, der er chefen, fordi det helt tydeligt er ham, der har overblikket og overskuddet til at kigge op, hilse og smile, men skulle man udelukkende vurdere det ud fra hvem, der hunser, og hvem, der bliver hunset med, så kunne det godt være svært at se. Jakob de Neergaard er ikke køkkenchef af den gamle koleriske skole. Han er arbejdsom og samvittighedsfuld. Han har ikke nået toppen af ingenting. Og hans mad er lige så meget på toppen som ham selv! Gennemarbejdet, en anelse underspillet, særdeles delikat, gennemtænkt og præget af samvittighed – og en umiskendelig sikker og Jakob-hånd.

Den aften, vi var der, stod den på asparges og asparges, morkler, sprødstegt kylling, foie gras, lam. Ost og den friskeste, mest liflige rabarberdessert, man kan forestille sig. Alt i alt meget klassisk, men det er jo ikke i sig selv det klassiske, der gør forskellen. Det er Jakob. Og tilbage er der egentlig kun at sige: Tak for mad, Jakob de Neergaard, det har været en fornøjelse. Hvad du end finder på i dit fremtidige virke, så ønskes du det bedste. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt!

A propos desserter, så er der dessertaften på Søllerød Kro søndag d. 26. juni kl. 18. Forret, hovedret, fem desserter, snacks, aperitif, vand og vin for 1.295 kr. Se mere her.