Da d’Angleterres hæderkronede køkkenchef, Ronny Emborg, sidste år valgte at forlade Marchal for at forfølge sine oversøiske drømme, overtog hans tro væbner og souschef gennem mange år, den unge og talentfulde østriger, Christian Gadient jobbet som køkkenchef i et af landets ældste køkkener. Christian skulle varetage Marchals køkken i en interim fase, hvor både køkkenchef og ledelse skulle have tid til at drømme fremtidsdrømme og finde en ny retning.

Nu er tiden kommet, hvor Marchal og d’Angleterre takker Christian Gadient for sin flotte indsats og sender ham ud på nye eventyr med de bedste anbefalinger, mens hotellets Food & Beverage Director, Frank Henriksen, er i dialog med potentielle profiler, der skal løfte Marchal ind i en ny tid.

”Vi har siden afskeden med Ronny holdt et vågent øje med de mange nye nordiske kokkeprofiler. Niveauet i Norden er tårnhøjt, og det er ikke svært at finde ekstremt dygtige køkkenchefer, men vi skal finde en, der passer ind i Marchal og som kan tage Marchal skridtet videre”, siger Frank Henriksen, og fortsætter: ”Vi må bruge den tid, det tager – og vi har ikke travlt”.

Det er ikke offentliggjort hvilket køkken, der får glæde af Christian Gadients talent og fantasi, men General Manager, Lucas Johansson, giver den afgående køkkenchef varme ord med på vejen:

”Christian har løftet arven efter Ronny rigtig flot. Han har arbejdet hårdt på at imødekomme de høje forventninger, og han har gjort det fantastisk godt. Han får mine varmeste anbefalinger – både som køkkenchef og menneske – og et stort held og lykke med sig på sin vej”.