Ægteparret Møller drev i mange år den nærliggende Haarlev Kro, hvor de sikrede sig stor popularitet hos både anmeldere og gæster med deres klassiske dansk-franske køkkenstil og ambitiøse vinkort. Kroen havde 2 stjerner og 2 glas for vinkortet i Den Danske Spiseguide, og Palle Møller håber på, at der også tilfalder det nye sted stjerner.


Voldgrav og bølgende marker

Rammerne på Vallø Slotskro kunne næppe være mere idylliske med voldgrav og bølgende marker lige uden for døren, så det er ikke svært at forstå, hvad der har fået Palle og Tina Møller til at kaste deres kærlighed på Vallø Slot. Palle Møller fortæller:

”Slottet er ejet af Vallø stift, som vi har haft et samarbejde med i de sidste fem år, hvor vi har leveret maden til officielle arrangementer, fx når dronningen kom på besøg. De ønskede en konceptændring i forhold til tidligere, hvor der var en restaurant her med et noget anderledes koncept end vores. De kunne godt lide det, vi lavede på Haarlev Kro – og vi kunne rigtig godt lide beliggenheden.”

Derfor slog han og Tina til, og de kunne i september slå dørene op til en nyrestaureret gourmetrestaurant og selskabslokaler. På længere sigt er det også ambitionen, at der skal være værelser på stedet, og måske kan det tiltrække dem, Palle Møller kalder ”gourmetfolket”, som er villige til at rejse for en god oplevelse, og som han håber i højere grad vil lægge vejen forbi.


Fransk og dansk

Man kan altså forvente et niveau, der er meget lig det, Palle og Tina Møller præsenterede på Haarlev Kro, dvs. dansk/fransk gourmetmad, men ikke voldsomt dyrt. Fra aftenkortet kan man vælge fra tre til seks retter til 400-600 kr.

Palle Møller er som køkkenchef inspireret af sin fortid som kok på fransk-inspirerede restauranter som Alsace og Sølyst og et ophold på den 1-stjernede Michelinrestaurant Auberge Eric Maio i Provence. Men råvarerne er danske, og så mange som muligt fra lokalområdet, fx Vallølammene, som græsser på marken lige bag restauranten, rapsolien fra Hellested og jordbærrene fra Toftegård, som ligger et par sving nede ad vejen.

Vallø Slotskro slog dørene op den 1. september og er åben til middag onsdag-lørdag fra kl. 18.