Min anden hånd bærer på en smuk anretning af hjemmebagt, ristet rugbrød, der udgør bunden for en persillebrandade med torsk og kartofler, altsammen toppet med en lækker løgkompot på syltede chipotleløg, rørt med creme fraiche, som min mund prøver at gabe over, mens jeg samtidig prøver at smile imødekommende, nikke til musikken fra DJ’en, underholde min medbragte veninde samt undgå at spilde på de mange, snakkende gæster i det lille lokale pyntet med ikke meget mere end klinker og en stor metaldisk, der skiller os gæster fra køkkenet – og fra den boblende crémant. – Og som også skiller os fra de to unge fyre bag den, der dog fra tid til anden hopper over på den anden side for at kramme familie og venner, der er kommet på besøg.

Ny, frisk madkonkurrent på betonscenen
Kødbyens Deli er en lille takeaway-forretning, der tilbyder ærlig mad med udgangspunkt i det nordiske køkken, rustikker retter tilsat et forfinet twist fra kl. 11 om formiddagen og som med åbningstider helt indtil kl. 02 i weekenden skal sørge for, at københavnerne ikke kommer til at gå sultne hjem. Og samtidig, forudser Spiseliv uskyldigt, vil blive en krævende konkurrent til både Chicky Grill, PâtéPâté og Fiskebaren. Her kan du – til ganske overkommenlige priser – få sandwiches som dansk okse med chilicreme, salat og løvstikke, koldrøget laks med agurkecreme og dild samt bl.a. krabbetærte, salat med confiterede tigerrejer og karrypasta, pære og rugbrødscrunch, eller en skiftende tapasboks med fx 6 tapas til 80 kr. Desserter er der også et par enkelte af. Som den opmærksomme læser bemærker, orienterer deli’en sig meget ud fra det våde element, og de to drenge påstår samtidig, at de serverer byens allerbedste, hjemmelavede fish’n’chips. Den kommer både i en herre- og damemodel, så skovhuggeren kan få grove fritter og tartarsauce, mens storbypigen kan få salat og agurkecreme. Eller de kan bytte.

 

Søndagsfest
Så på en efterhånden ganske regnfuld søndag aften 1. maj fejrer den nye Kødbyens Deli lige over for PâtéPâté, at istandsættelse, logo, menukort – og crémant er i hus i det intermistiske lokale. De to fyre, det vil sige ejerne, der er travlt beskæftiget med både at tilberede små, lækre hapsere, der skal vise, hvad køkkenet byder på, hilse på venner, familie og kommende kunder og tage en tår af de bobler, der flyder frit til gæsterne, ligner et par ganske effektive herrer. Og det er de også.

Fra Thailand til Kødbyen på halvanden måned
For 43 dage siden på en ferie i Thailand, satte den ene af de to 25-årige fyre, Emil Nordfalk, sig ned og tænkte. Emil, der arbejdede som grønthandler på Grønttorvet og freelancekok på bl.a. Fiskebaren, havde brug for en forandring. Så han ringede til sin kammerat gennem 7 år, Frederik Sporon-Fielde, eller ”Musse” som han bliver kaldt af Emil, der også arbejdede som kok. 31. marts var kontrakten underskrevet, og 2. april var invitationer til receptionen 1. maj sendt ud. ”Så var det bare om at rykke røv,” som Emil så malende udtrykker det.

Take away-vin til solstrålerne på kantstenen
Øl kommer fra Grolsch, Blanche de Namur og Anchor Steem Beer, og på vinsiden er der alt fra chilensk sauvignon blanc, italiensk rosé fra Tomasi til fransk crémant. Rødvin er der ikke noget af. Drikkevarene skifter – ligesom menuen – hver 3. måned, men de to kokke lover, at der altid er beskrivelse og en lille historie fra ”en af os tosser”, hvis man kigger forbi. Det anbefales.