Sweet Surrender er navnet på den nye familievenlige café, som ligger i Dybbølsgade på Vesterbro. Både voksne og børn er velkomne, og børnene har deres eget legehjørne, som om et par måneder udvides med et stort børnerum med ekstra meget plads til leg.

På menuen er der hver aften en varm ret til 65/45 kr. for henholdsvis en voksen- eller en børneportion. Dagens suppe fås til 55/35 kr. I hverdagene serveres der desuden morgenmad, i weekenderne brunch, og børnene har deres eget menukort med fx leverpostejsmadder, frisk frugt og grøntsagsstænger.

Caféen er drevet af en kristen frikirke, og personalet arbejder frivilligt, så selvom priserne er virkelig lave, er det intentionen, at caféen skal give et overskud, som doneres til forskellige gode formål, som caféens gæster er med til at vælge.