Hvornår er man sikker på, at beboerne har indtaget et nyt kvartér i byen? Er det når de flytter ind? Når de smækker gasgrillen op på altanen? Eller når de går tur med hunden og sætter sig ned på en bænk på vejen for at nyde udsigten? For 2150 Nordhavn kunne et bud være dette: Når de lokale kommer ned til havnefronten iklædt morgenkåbe og badetøfler for at hoppe i vandet.

Meldingen kommer fra personalet på Buvette, der siden sin åbning i februar har kunnet iagttage synet af en stadig voksende skare vinter-forårs-og sommerbadere, der er begyndt at bruge vandet som en naturlig del af deres nærmiljø.

Buvette, 2150 Nordhavns Paris-inspirerede restaurant og bar, har skullet finde sig ligeså meget til rette i den nye bydel, som de spritnye beboere, og med en placering tæt ved havneindløbet i Nordhavnsbassinet og med udsigt til det store fællesareal under siloerne, ligger restauranten centralt i de lokales infrastruktur:

”Det er både her ungerne kommer ned og leger, de voksne sætter sig med en kop kaffe i et termokrus, og de turister, der har fundet herud, tager billeder af den industrielle arkitektur. Vores lukkede udeterrasse gør at oplevelsen af Nordhavn kan nydes i det overvældende dagslys, vi har her, fordi vi ligger stik mod syd, og fordi vi blot ligger et par meter fra havnekajen”, fortæller Julie, der er daglig leder på Buvette.

Nu med Paris-inspireret restaurant i vandkanten: 2150 Nordhavn er ved at blive voksen_2

En naturlig landingsbane for de lokale

Det er med spænding at de fleste københavnere har set frem til det nye kvartér 2150 Nordhavn: et sted, der blot for 15 år siden var en periferi i de flestes lokales bevidsthed om hvad hovedstaden var og kunne være – en forladt havn med mørke industribygninger inden Svanemøllen, og hvis vartegn i lang tid favnede Nordhavns skæbne som et sted mestendels benyttet af grafiti-kunstnere: ”Hvad drikkr Møllr” stod i lang skrevet på siloen, der tronede som et kirketårn over en forladt landsby. I dag er siloen forvandlet til hip, urban arkitektur og rummer blandt andet restaurant SILO.

Efterhånden er supermarkeder, bagerier og restauranter skudt op mellem bygningerne i hvad der ligner tilfældig orden, og det har givet Nordhavn en mere etableret og jordnær atmosfære. Man har i byplanlægningen haft fokus på at kvarteret skulle have et bredt udbud af forskellige restauranter. Blandt andet efterspurgte man en fransk restaurant, og Buvette passede med sit fokus på hygge, rustikke, franske klassikere og naturlige farver og materialer ind i Nordhavns københavner-DNA:

“Buvette Nordhavn er en moderne Paris-inspireret restaurant og bar, hvor den franske atmosfære og den Nordhavnske stemning glider ind i hinanden og skaber sit eget udtryk. Her skal være helt nede på jorden og folk skal føle, at man ligeså vel kan komme ned og nyde en god, fransk middag i weekenden, som købe sig et godt glas vin og lidt snacks og bare køle ned efter en lang dag på arbejdet. Vi kan mærke at rigtig mange bruger Buvette som en naturlig landingsbane, hvor man kommer ned i gear ovenpå en travl uge”, fortæller Julie.

Nu med Paris-inspireret restaurant i vandkanten: 2150 Nordhavn er ved at blive voksen_1

Eget rotisserie med drejende kyllinger

Populære retter hos Buvette tæller klassikere som Croque Monsieur og Croqoue Madame med masser af grønt og hjemmerørt vinaigrette samt tartaren og en god skive fransk paté med grov sennep til og syltet garniture. Hver uge vil der være aktuelle tavleretter til en særlig god pris. Men især børnene har fundet deres helt egen favorit i sortimentet hos Buvette:

Store som små er vilde med vores rotisserie, hvor vi griller hele kyllinger på et spyd. Børn elsker at stå og følge med i processen, når fuglene langsomt drejer rundt, og stegemetoden giver det møreste og saftigste kød, man kan tænke sig, som vi både serverer for sig som en halv, nygrillet kylling direkte fra spyddet med sæsonens grønt, og som hovedrolleindehaver i vores cæsarsalat.

Buvette er fransk for en bar eller taverna og er afledt af beivre, der betyder drikke. Og drikkevarerne fylder ikke ubetydeligt hos Bavette – en lang række vine fra både Frankrig, Europa og resten af verden befinder sig på vinkortet, og Buvette har fået hjælp fra en sommelier til at sammensætte sortimentet. Har man selv mod på det, hænger de fleste flasker til frit skue på væggene, så man selv kan blive inspireret til hvad der skal i glasset.

Nu med Paris-inspireret restaurant i vandkanten: 2150 Nordhavn er ved at blive voksen_3

Ærkekøbenhavnsk men på afstand af byen

Hvad er det så for et 2150 Nordhavn man møder, når man slår sig ned på havnekajen hos Buvette? Først og fremmest slår det én, hvor tæt på elementerne man rent faktisk er: havet fylder en del, vinden ligeså. Lige ude i saltvandet svæver et par nybyggede badehuse i solidt træ og et fællesrum for kajens beboere. Og langs fliserne bugter der sig en promenade i træ i organiske former, der danner en overgang fra kajen til bølgerne.

Men først og fremmest rammer det én, hvor roligt her er: blot et par hundrede meter herfra kan man se S-togene glider frem og tilbage som røde stålorme, men larmen fra skinnerne og vejene langs Nordhavn station når slet ikke herud. Måske kan man sammenligne stemningen med Søernes, når man sidder på behørig afstand fra trafikken og kan se de 100 år gamle lejlighedsbyggerier flankere bassinerne hele vejen rundt om vandet?

Herfra har man også et kig til Nordhavns gamle murstensboliger i nord langs Østbanegade, mens man overfor har udsigt til de nye lejlighedskomplekser, der adskiller Nordhavnsbassinet fra indløbet til Langelinje i retning mod Kalkbrænderihavnsgade, Østerport og Kastellet.

På den måde udgør Nordhavn sin egen, lille lomme med en markant fortid og nutid i København. Fremtiden kan man så glæde sig til at opleve, mens man spiser sig igennem retterne hos Buvette. 

Nu med Paris-inspireret restaurant i vandkanten: 2150 Nordhavn er ved at blive voksen_4