I efteråret kan man på Nordisk Spisehus i Aarhus opleve, hvordan michelinmad smager i Rom. Efter i en periode at have serveret retter fra Paris’ gourmetrestauranter er turen nemlig nu kommet til Rom på Aarhus eneste gourmet-temarestaurant. 

 
Menukortets retter bliver Nordisk Spisehus’ kreative fortolkninger af i alt fem retter fra romerske gourmetrestauranter. De fem Michelinhædrede kokke og de respektive restauranter, hvor retterne kommer fra, er: Anthony Genovese fra Il Pagliaccio, Giulio Terrinoni fra Acquolina, Francesco Apreda fra Imágo, Roy Salomon Caceres fra Metamorfosi og Oliver Glowig fra Oliver Glowig.
 
Nordisk Spisehus’ kokke samler menuen med tre retter kreeret af dem selv, og samtidig vil de bestræbe sig på at præsentere de klassiske italienske retter visuelt smukkere, end man ville gøre det i Italien, hvor velsmag altid prioriteres over æstetik.
 
Ikke så fancy og avanceret
En af de unge køkkenchefer, Dennis Juhl, fortæller om det nye tema: 
 
”Vi skal tilbage til de klassiske og traditionelle basismetoder i køkkenet. Det er ikke så fancy og avanceret som det nynordiske køkken, det er mere grundlæggende. Køkkenet er på udebane, når vi formidler mad, vi ikke er opvokset med – en spændende udfordring med nye råvarer og metoder. Hvert tema er en læring og en nyopdagelse, som vi glæder os til at formidle til gæsterne.”
 
På vinsiden kan man forvente et udvalg af store italienske klassikere, men også overraskelser fra mindre kendte vinområder i Italien. 
 
Pariserstemningen i restauranten er til det italienske Michelin-tema skiftet ud med varme, romerske stemningsbilleder og italiensk musik, så man får en fornemmelse af at befinde sig midt i Rom.
 
Prisen for en italiensk gourmetmiddag på Nordisk Spisehus er 399 kr. for 3 retter, 599 kr. for 5 retter og 749 kr. for 8 retter. Hertil kan bestilles vinmenu, der er særligt udformet til tidens tema, denne gang Michelin i Italien.