Det er 8. år i træk, at sildeopskriftkonkurrencen afholdes som en hyldest til den elskede, nordiske spise. Alle kan deltage i konkurrencen, hvor et panel af sildeeksperter og -entusiaster bedømmer de silderetter, der er kommet i finalen. Med i dommerpanelet var blandt andre kok, madskribent og forfatter, Katrine Klinken, der igen i år var imponeret over niveauet, variationen og kreativiteten i årets sildeopskrifter. Så forskellige ingredienser som ananas, mango og koriander var med i finalen, og alle opskrifterne understregede, at den populære spisefisk kan tilberedes og varieres i det uendelige.

Det var også danskere, der løb med anden- og tredjepladsen. Den tidligere vinder gennem to år, Henning Barmer fra Nibe, indtog andenpladsen med sin ’Krydrede sild i hyben, blomme og Madeira’. Tredjepladsen gik til den tidligere Major i Forsvaret, Søren Mogensen, fra Charlottenlund. At han i sin fritid går meget op i sild, kunne bestemt smages i opskriften på ’Picklessild’.

Vinderen af årets sildedyst, René Tholander, har fintunet sin opskrift lige siden sidste års sildedyst, men har haft sildeopskrifter som hobby i de sidste 30 år. Til daglig er René Tholander skoleleder på Kalundborg Friskole, men bruger det meste af sin fritid på sin kone, sine fem børn i alderen seks til 30 år og så sin store passion, madlavning.

René har vundet et luksusophold i København og hans sild kommer her til foråret på Nyhavns Færgekros store sildebord, der består af 12 forskellige hjemmelavede specialiteter af langtidsmodnede sild.