Aftenlyset falder blødt ind igennem de store vinduer ud mod Amager og Metroen, der bugter sig afsted forbi foran restauranten som en lille, hvid larve, næsten lydløs på det hævede svellesystem, der om noget er blevet et slags symbol på Ørestaden: det moderne og urbane, næsten futuristiske element, der på forunderlig vis forbinder de mange oaser af lejlighedskomplekser, kontorbyggerier, strandanlæg, spritnye byer og grønne arealer med København på blot få minutter. Så tæt på, og dog så anderledes. Her kan der tænkes stort og bredt – internationalt, om man vil. Og det er netop kodeordet for det rum, som henover de sidste par måneder har taget form her. LOFT, der ganske som ordet indikerer har til huse helt øverst i Fields shopping center blot et stenkast fra Bella Centrets metrostop.

Timo Hoffman er manden bag. Han har om nogen har været en af de første til at omfavne Ørestaden gastronomisk ved i forvejen at åbne Café 8Tallet, Rambla og Studie Street Grill på det stykke af Amager, der for blot 15 år siden var åbent land. Nu er det en af Københavns vigtigste spydspidser indenfor arkitektur, design og lækkert boligareal, så hvorfor skulle de fede restauranter så ikke også følge med? ”Jeg må indrømme, at da Fields kontaktede mig for et års tid siden for at høre, om jeg kunne være interesseret i at rykke en restaurant op øverst i deres center, så sagde jeg i første omgang nej. Vi var i gang med at søsætte Studie Street Grill nede ved KUA, og havde virkelig travlt. Og så er jeg altså ikke selv en person, der går meget i storcentre – hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg nok kun sat mine ben én gang i Fields i løbet af de sidste 10 år. Men så gik der lidt tid, og de inviterede mig op for at se faciliteterne, og jeg blev straks imponeret af udsigten og atmosfæren. Noget af det vigtigste for en restaurant er jo at have en unik beliggenhed. Vores gæster ville få den samme udsigt som dem, der bor ovre på vm-bjerget. Og så sagde vi ja.”

”I bund og grund er det jo en lidt arrogant holdning at tænke, at folk i et shoppingcenter ikke også skal kunne spise godt og få sig en oplevelse udover det sædvanlige”, siger Timo, mens selve interviewet løber ad stablen i hans seneste restaurant Studie Street Grill. Henne på LOFT er de nemlig ved at installere 100 designlamper oppe i det 8 meter høje loft, der skal passe ind i det unikke interiør, hvor diske i italiensk marmor, et enormt trægulv, en 15 meter lang sofa i kernelæder og en insisterende koboltblå farve på væggene i den grad får rummet til at løfte sig og træde ud af de gængse danske standarter og ind i en helt, særlig liga, som Timo ikke tøver med at kalde international.

Og tempoet, hvormed han gør ting, er hæsblæsende: foruden sine snart 4 restauranter i hovedstaden driver han også Café Sommer i Allinge på Bornholm. Timo er nemlig vokset op på solskinsøen, men er i branchen i den grad blevet synonym med Amager. ”Der kommer virkelig swung over det”, fortsætter han, og peger ud mod køkkenet. ”Peter Loft tager jeg med mig fra Ramblas køkken og op på LOFT, hvor han skal skabe det ultimative New Yorker-inspirerede køkken, mens Thomas Vitalis fra Søllerød Kro bliver restaurantchef. Den amerikanske storby er jo en smeltedigel af det asiatiske, italienske, sydamerikanske og ærkeamerikanske, og det vil vi madmæssigt vise i en både ren og mikset form. Nogle af køkkenerne vil fusionere med hinanden, andre retter vil være helt traditionelle. Dog vil jeg udelade indmad så som hjerte og gå udenom de mærkelige eksperimenter i køkkenet, men de små lækre tapas-retter, som vi er så kendte for på alle vores restauranter, holder vi selvfølgelig fast i.”

Men hvordan er det atter engang at være first mover? ”Det er rigtig sjovt. Jeg elsker konceptudviklingen i det at skabe en ny restaurant, og upscalingen af restauranter i centre er helt klart en trend, som vi gerne vil være en del af. Centrene satser på oplevelsesøkonomien, hvor man linker sig op på gastronomi for at revitalisere sine forretninger. Vi vil for vores part gerne møde vores gæster der, hvor de er, og flere og flere stiller i dag højere krav til mad og vin på de steder, hvor de går ud og spiser, også, når det er i et center. ”

På spørgsmålet om, hvordan han kan gabe over det alt sammen, svarer han roligt: ”Det her er ikke hårdt for mig, for jeg elsker det, jeg laver, og gør intet af det på grund af prestige. Jeg er modig og risikovillig, og glæden over at få noget til at ske går forud for angsten for, at det ikke kommer til at virke. ”