Kendisser fra Mikkel Kessler til Sidney Lee har besøgt spisestedet Restaurant Nelson i Aabenraa, som har nærmest kultagtig status i lokalområdet. Her får man nemlig old school maritim stemning, for indehaveren Jens ”Gugge” Diers har et særligt forhold til den engelske søhelt Lord Nelson. Den sønderjyske by Aabenraa, er da også en gammel havneby med en historisk havn og byen har netop haft besøg af Dronningen. Men der er nu ikke havneudsigt, så det er ikke det, der gør det. Det er stemningen.

 
Hele restauranten og den tilhørende bar i underetagen er indrettet med mørkt træ, der får en til at tænke sig ned i bugen af et kæmpe træskib. 
 
Plankegulvene ligner skibsdæk og dertil kommer diverse maritime accessories, som alle henleder tankerne på de store fregatter fra gamle dage. Der er også udstillet flere skibsmodeller, som enhver drengerøv kan få lang tid til at gå med at studere.
 
I det åbne køkken laver kokkene forskellige grillretter med særligt fokus på bøffer.
 
Menukortet er fuld af skøre navne, og efter sigende er de sjove titler på retterne resultatet af en heftig aften, der blandt andet involverede  tre flasker whisky – i ægte sømandsstil. Man kan nemlig blive meget kreativ af et par sjusser, og det må man sige, at Nelsons menukort er. Du finder navne som ”Lord Nelsons Hofret”,”Skibsdrengens Mundgodt”, ”Havfruens Rendezvous” og ”Admiralens Favorit”. Mon du kan gætte, hvilken ret der ligger bag ”Blækspruttens Skæbne”?
 
Der er lagt op til en sjov aften på Nelson, og er man frisk på at fortsætte til sent, så er det bare at bevæge sig nedenunder i baren, hvor der er godt gang i den i weekenden. Prøv at spørge efter drinken med det mystiske navn ”Én af de go’e”. Den er så populær, at bartenderen er nødt til at mikse en ordentlig balje af den på forhånd. Måske skulle Dronningen have haft sig en af dem, for at sætte gang i majestætens sommerferie i Gråsten? Dronning eller ej, der ryger masser af ”de go’e” over disken i løbet af sommeren.