Christian Bøjlund fik en snigende følelse af, at der var noget galt. Ikke fordi, det han gjorde, var forkert: som kok og ejer af den populære restaurant Frederiksgade 42 i Aaarhus, var han stolt af sit delemadskoncept, hvor folk sad sammen ved lange borde, og kunne byde hinanden retter fra fadet. Hele idéen med at servere 80% grøntsager og 20% kød var også sympatisk ud fra et klimahensyn. Alligevel følte Christian ikke rigtig, at han fik fat i det essentielle. Det nærvær, som vi alle får at vide, at vi går og mangler i en travl hverdag:
”Jeg eksperimenterede med tanken om at føre fællesspisningen ud i en ekstrem retning, hvor det blev tydeligt, hvad et måltid egentlig handler om. Nemlig ægte nærvær, hvor man engagerer sig i hinanden. Derfor fik jeg den idé at jeg ville skabe en spiseoplevelse udenfor restauranten, på et sted, hvor folk kunne mødes på tværs af generationerne. Man hører så meget om, at de ældre er ensomme. Så jeg tænkte: hvorfor ikke prøve at skabe dialog ved at lave fællesspisning i et lokalcenter?”
At tage ved lære af fortiden
Christian kontaktede Sundheds- og Kulturcenter Frederiksbjerg i Ankersgade 21 og fik lavet en aftale om at organisere billig fællesspisning, et slags folkekøkken, den første mandag i måneden. Man blev enige om rammerne, og fællesspisningen blev så stor en succes, at man nu anbefales at reservere bord, hvis man er flere. Gæsterne er i alle aldre, og en del af Christians intention med fællesspisningen er derfor gået i opfyldelse: at generationerne mødes på tværs, og får talt sammen:
”Hvis vi ser tilbage i historien, så har menneskene begået sine største fejltrin, når de ikke har lært af deres erfaringer, og lyttet til de ældre. Man har gentaget de samme fejl. Derfor er det så fedt, når jeg kan se unge og børnefamilier sidde og sludre med pensionister. Det opvejer lidt af det brud med den traditionelle familiestruktur, som vi ellers har haft i århundreder, hvor flere aldersgrupper sad sammen ved bordet, fordi alle boede under samme tag”, siger Christian.
Laver vi mad til de dovne?
På lokalcentret bruger kokkene 80% grøntsager og 20% kød i maden, ligesom på Frederiksgade 42. Det mange vegetariske retter gør ifølge Christian, at man får fokuseret på ligheder i stedet for forskelle, fordi alle folk kan være med – også dem, der for eksempel ikke spiser svin eller oksekød.
” I Danmark har vi udviklet en individualistisk kultur efter 68-oprøret. Oprøret bragte mange gode og nødvendige ting med sig, men problemet er, at vi ikke rigtig har fået opbygget en ny og anden måde at mødes på, hvor det ikke bare handler om os selv. Fællesskabet er smuldret. Fællesskab forpligter, og når vi har lært at vi ikke har forpligtelser, er der et problem.”
”Fællesspisning er blevet en trend, men betyder det bare at vi i virkeligheden bare laver god og billig mad til folk der faktisk godt kan betale, og som bare kan smutte og ikke behøver tage opvasken? Selv ved langbordene har folk svært ved at løsrive sig fra deres skærme, og sidder og glor ned i deres telefon. De er der måske fysisk, men ikke mentalt. Hvad gør man ved det? Det er en af grundene til at jeg har det lidt svært med fællesspisninger, fordi de ofte ikke når helt derind, hvor vi kan mærke hinanden.”
Ekstasen på Heartland
Christian føler dog, at tingene til tider går op i en magisk enhed: På lokalcentret, hvor kokke arbejder frivilligt, og så på Heartland, festivalen ved Egeskov på Fyn, hvor man inviterede lokale frivillige – kogekoner og mestendels ældre mennesker, der fungerede som værter for de spisende – til at lave maden, og byde velkommen:
”Der var noget helt unikt ved det, vi fik skabt sidste år. Noget spontant. Der blev skabt et særligt rum om, at det her, det var vi fælles om. Jeg fik den samme følelse i kroppen, som dengang vi lavede fællesspisning med de unge i ungdomskirken, UngK. Fordi vi var i en anderledes setting, hvor tilgangen var følelsesmæssig, kom vi tættere på hinanden. I virkeligheden er man med til at danne folk, når man mødes på den møde. Ikke uddanne, men danne: at være høflig og taknemmelig og opmærksom på andre i det rum, man færdes i.”
Fællesspisning i Østerbros gamle remiser
På Østerbro i København sker der også nye ting på fællesfronten, hvor det ikke handler om hip-faktor, men om at være der, hvor hverdagen udspiller sig: Hos spisestedet Østbo 103 er man nemlig rykket ind Østerbrohuset, hvor man forpagter caféen i hvad der næsten kan kaldes et moderne fælleshus. Det drives af kommunen og er fuld af tilbud for alle aldre: børn og unge kan spille fodbold, danse og hygge i hallen, og små rum tilbydes som mødelokaler for områdets mange foreninger.
Østerbrohuset har plads til op til 700 mennesker med smukke, arkitektoniske bygninger, der oprindeligt var en af Københavns mange gamle sporvognsremiser. Efter en gennemgående renovering af den gamle sporvognsremise kunne Østerbros borgere i september 1980 indvie deres nye medborgerhus – Østerbrohuset – i bygningen på Århusgade 103.
”Her er et helt særligt liv på grund af de vidt forskellige mennesker, der kommer her”, fortæller Julie der er daglig leder hos Østbo 103. ”Vi har lige haft en fiskerforening, der har holdt møde her. Hver dag sker der noget nyt, med comedy, foredrag eller noget helt tredje. Her er et væld af arrangementer og projekter til glæde for borgerne, og det er sjovt at være med til. Derfor kalder vi os hellere et ’levested’ end et spisested. Hver torsdag har vi fællesspisning, som vi knytter op på et event, for eksempel banko eller filmvisning, og det er en flot succes, der ofte bliver udsolgt”, fortæller Julie. ”Vi laver hjemmelavet morgenmad, frokost og aftensmad til hverdagspriser”.
Østerbrohuset fremstår i dag lyst og åbent med den gamle sporvognsremises bjælkekonstruktioner i pommersk fyrretræ - smukt bevaret. En god grund til at besøge stedet, udover Østbos mad og fællesskabet, selvfølgelig.
