Den nye Mother bar kommer til at fungere som italiensk morgenmads- og frokostrestaurant om dagen, og allerede fra kl. 8 om morgenen kan du komme forbi og få et skud ægte italiensk esperesso, som serveres med søde sager som i Italien, hvor der rynkes på næsen ad al salt mad, hvis klokken ikke har passeret frokosttid. Her i Danmark er vi til gengæld ikke rigtig vant til kager fra morgenstuden, men det har folkene bag taget højde for.

"Vi laver søde sager i små portioner - tiramisu, panna cotta og en mikro-baba au rhum, som bare koster en 10'er. Så kan folk prøve det og se, om det er noget for dem. Det er ment som en lille glæde, man kan give sig selv i hverdagen," forklarer David Biffani, som sammen med Nick Pound og Theo Langley står bag Mother.


Frokostpizza og sandwich a la minute

Fra kl. 11 kan man få Mothers legendariske surdejspizzaer, der laves med blød bund som i Napoli, og derudover serveres der friskbagte sandwiches bagt a la minute og en skiftende dagens ret.

Om aftenen kan man komme forbi til cocktails før eller efter middagen, få snacks til at stille den værste sult, mens man venter på sit bord eller bare lidt lækkert og et glas vin.

Når baren åbner på lørdag den 3. marts kl. 22-01, fejrer Mother åbningen med et glas italiensk øl, vin eller prosecco til alle, der kigger forbi. Man skal ikke regne med at kunne blive hængende i timevis, for der er kun plads til omkring 20 mand i baren, men efterhånden som der bliver plads, regner David Biffani med, at festen spreder sig til restauranten ved siden af.

"Man ved aldrig, hvor mange, der kommer. Nogen gange står folk i kø i timevis, og hvis der kommer for mange, smider vi dem bare ud igen. Men alle er velkomne til at komme og kigge og få et lille glas," siger David Biffani.

Mother er fra lørdag den 3. marts åben mandag-onsdag kl. 8-24, torsdag-lørdag kl. 8-01 og søndag kl. 11-22.