Mød personalet hos Cafe Chaplin

9/3 2017

 

Cafe Chaplin på det hyggelige Axel Torv i Helsingør kan fejre 10 års jubilæum 1. april 2017. Cafeen drives som en socialøkonomisk cafe med stor succes og stoltheden vil ingen ende tage hos de ansatte. Spiseliv kiggede indenfor og fik en snak med 3 nøgle medarbejdere, som ligger deres liv og sjæl i at skabe den bedste atmosfære og god mad til gæsterne.

Cafe Chaplin startede i sin tid som socialøkonomisk cafe i dagtimerne og med uddannet personale efter kl. 16:00, men valgte efter nogen tid at lukke om aftenen og bruge alle kræfterne på frokosten. Det blev til en brunchbuffet, som blev så populær, at der hurtigt blev rift om pladserne. Hen over årene har cafeen fortsat sin udvikling med at åbne gårdhaven, som også hurtigt blev fyldt op alle dage hele sommerhalvåret.

I dag har Cafe Chaplin byttet brunchbuffeten ud med lækre tapastallerkener, anrettet med husets hjemmelavede specialiteter. Det har betydet mindre madspild samt et personale, som har fået god tid til sine gæster og tid til at være kreative i køkkenet. Her kan vælges mellem 2 tapas tallerkener, en med brunch tema og en med husets specialiteter.

Tjener Stig har været med næsten fra starten og er en kendt herre på gulvet blandt gæsterne. Hans engagement i cafeen er tydelig at spore i måden han fortæller om sit arbejde i cafeen og den energi han lægger for dagen, når gæster træder ind af døren. Arbejdet med brunchbuffeten handlede til sidst blot om, at fylde op så hurtigt som muligt og forsøge på bedst mulig beskub, at komme igennem cafeen uden at skubbe til gæsterne. Det var ikke hyggeligt og til tider meget stressende. Stig er derfor rigtig glad for det nye koncept. Stig nyder kontakten med sine gæster, hvor han får direkte tilbagemeldinger om maden og servicen. Cafeen lukker kl. 16:00, men har åbent til aften- arrangementer og -selskaber. Her træder Stig også gerne til og tager teten på at indfri selskabets ønsker. På disse aftener serveres ofte anden type mad end til frokost og den afveksling nyder han.

I køkkenet møder vi Ban, som har stået i spidsen for køkkenet i 6 år og hun elsker at blive udfordret på madlavningen, her har hun virkelig fundet sit kald. Ban har sammen med resten af køkkenteamet arbejdet på fuld tryk for at levere ikke bare nok, men også velsmagende mad til buffeten. Som hun siger, har de ikke kunnet nå at lave alt fra bunden og derfor nyder hun endelig, at kunne give sig mere tid til alt hvad der produceres i køkkenet med det nye koncept. Ban fortæller, at selvom de stadig har travlt og skal indenfor et vist minuttal levere tallerkenen til tjeneren fra bestilling, er der alligevel kommet et større overskud, som betyder, at personale med udfordringer pludselig kan lave opgaver som de ikke kunne tidligere. En kvindelig køkkenmedarbejder, som lider af rystelser på hænderne, kan nu bære varme fade igennem køkkenet uden at ryste. Et skønt eksempel på hvor meget mere et menneske kan, når blot ro og tillid bliver givet. Ban nyder også at lave mad til aftenselskaber, for her får hun lov til at lave andet mad end det daglige og tænke ud af boksen.

Vi møder også Martin, som primært passer opvasken, men også forfaldne opgaver så som at feje, så køkkenet hele tiden er rent og klar til madlavning. Martin startede i Chaplins bolsje butik, inden han kom til cafeen, og har været med til at passe buffeten samt stege bjergevis af bacon. Martins største glæde ved det nye koncept er, at madspildet er faldet drastisk. Han brød sig ikke om at smide al den gode mad ud. Og det er jo tydeligt at se når man befinder sig i opvasken.

Fælles for medarbejderne på Cafe Chaplin er, at de alle er stolte og engagerede. Den gode stemning blandt medarbejderne smitter naturligvis af på gæsterne og maden er virkelig i højsædet. Hver dag bliver der kogt, stegt, rørt, skåret, syltet med kærlighed og omhu. Og hvis man er i tvivl om hvorvidt mennesker med udfordringer kan deres job, så besøg Cafe Chaplin, så er man ikke længere i tvivl.

Cafe Chaplin
3000 Helsingør

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.