Restaurant Frederikshøj, som har den yderst talentfulde kok Wassim Hallal fik ikke helt uventet en stjerne i Michelinguiden. Wassim Hallal har trods sin unge alder allerede opnået meget indenfor faget. I 2012 fik han prisen som Danmarks bedste restaurant sammen med Restaurant Frederikshøj. Spiseliv talte i dag med den stolte direktør for Restaurant Frederikshøj, Jeppe Lund. Han spår, at fremtiden kommer til at byde på en anderledes type af gæster. Der vil formentlig komme mange flere internationale gæster til restauranten er han sikker på. Jeppe Lund håber ikke, at de vil komme til at skuffe madturisterne med alt for lang ventetid til et besøg i restauranten. Michelinstjernen kommer nemlig ikke til at betyde, at de får flere pladser i restauranten. Han tror dog, at der derfor vil komme flere gæster i hverdagen og at de vil få ligeså travlt i hverdagen, som de hele tiden har haft det i weekenderne.
”Det kunne være sjovt at gå rundt i restauranten og ved det ene bord sidder et par fra Belgien, ved et andet sidder et par amerikanere og ved det tredje sidder et par fra Tyskland” fortæller Jeppe Lund.
Vores næste mål er selvfølgelig at forsøge at få to stjerner næste år og Jeppe Lund afslutter med restaurantens motto ”Vi skal være bedre i morgen end vi er i dag”.

Gastromé var én af de tre restauranter der modtog en Michelinstjerne, bag restauranten står Søren Jakobsen og William Jørgensen, som desuden står bag Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg. Restaurant Gastromé havde ikke haft åben i mere end seks dage, da de fik besøg af én af Michelin guidens anmeldere. General manager for Det Gamle Mejeri og Gastromé Iben Gabel Jørgensen fortæller, at de simpelthen ikke havde turde håbe på, at det var en mulighed at få en Michelinstjerne, når de nu var helt nyåbnet. Med det sagt, fortæller hun at de selvfølgelig havde håbet på at det ville ske. Derfor havde de heller ikke gjort sig så mange forestillinger omkring, hvad det kommer til at betyde for restauranten. Men de håber selvfølgelig, at det kommer til at afføde en masse positivt, ikke mindst, at det vil betyde flere gæster til restauranten, siger Iben Gabel Jørgensen.

Louise Mammen der sammen med manden René Tang Jensen driver restaurant Substans fortalte til Spiseliv i dag, at der nu er endnu mere at skulle leve op til efter modtagelsen af Michelinstjernen. Det er en opgave, som de ser frem til og de ønsker ikke at lave noget om ”Vi vil ikke gå på kompromis hverken når det gælder økologien, de danske råvarer eller den nordiske troværdighed, som vi også modtog stjernen på baggrund af” fortæller Louise Mammen.
”Vi har snakket meget om hvad det kommer til at betyde for restauranten og for antallet af bookinger” fortæller Louise Mammen, ”Vi kan jo se, at der i København kommer mange flere bookinger fra udenlandske gæster og at der er flere og flere der vælger at rejse efter Michelinguidens anbefalinger, det håber vi naturligvis også kommer til at ske for os”.
Nu forventer gæsterne noget mere og det vil vi gøre alt for at leve op til, afslutter Louise Mammen interviewet.

Det bliver spændende at følge i hvad den kommende udvikling i madturismen kommer til at have på gastronomien - ikke mindst i Aarhus, men i hele Jylland.