Sådan uddeles stjernerne
Udmærkelserne uddeles af inspektører, som officielt er anonyme, men det rygtes gerne som en steppebrand, når Michelins inspektører er i byen, så selvom de ikke ligefrem fortæller, hvem de er, når de booker bord, så er de fleste toprestauranter nok alligevel bekendt med, hvem de har til bords. Inspektørerne har alle gennemgået et 6-måneders træningsprogram og tilbringer de første måneder i felten med en garvet inspektør, så bedømmelserne bliver så ensartede som muligt. Officielt får alle steder optaget i Michelinguiden besøg af en inspektør hvert år.
Der uddeles 1, 2 eller 3 stjerner;
- En stjerne gives til en "rigtig god restaurant i sin kategori"
- To stjerner til en restaurant, der er "en omvej værd"
- Tre stjerner gives til en restaurant, det er "værd at rejse efter"
Ifølge Michelin selv uddeles stjernerne udelukkende på basis af den mad, som serveres, men det er svært ærligt at tro på, at fx de ydre rammer, vinkortet og servicen slet ikke spiller med i bedømmelsen.