Meyers Deli får en lillebror
Fredag d. 29. april er dagen, hvor Meyers Deli får sin lillebror ude på Godhåbsvej 10 på Frederiksberg. Deli'en bliver som de andre en lille oase af velsmag, som både kan nydes i deli'en og tages med. I selve åbningsugen er der masser af sjove gastronomiske tiltag og spændende sager at smage på, bl.a. med besøg fra bageriet og bagning i det fri.
Lutter gode råvarer og forkælelse
Med hele 30 udendørssiddepladser turde man nok håbe på godt vejr foråret og sommeren over. Skulle det – mod al forventning – være tilfældet, er Godthåbsvej 10 stedet, hvor du kan sætte dig og nyde din sandwich serveret på nybagt brød eller en omgang rødbedehumus med rugbrød til måske. Der er selvfølgelig masser at vælge mellem, også på kagesiden: hindbærsnitter, kanelsnurrer og chokolademousse blot for at nævne noget. Brødet kommer fra Meyers Bageri, ligesom kaffen er nyristet fra Estate Coffee's risteri i Valby, og chokoladen nok altid vil være Valrhona, og man kan med nogen ret hævde, at det på den måde lugter lige lovlig meget af Meyer-imperium, men man kan omvendt ikke just hævde, at det lugter dårligt! Tværtimod da. Gode råvarer i gode hænder, det er der altid plads til.
Nordisk to go
På take away-siden er der rustet op med varm suppe, en gryderet, dagens ret og så noget nordisk i form af 'Nordiske småretter'. Hvad det helt præcist går ud på, glæder vi os til at finde ud af. Du kan selv hente din take away, men du kan også bestille den og få den bragt via roomservice.dk.
Det er igen Claus Meyers kone Christina Meyer Bengtsson, der står for indretningen, som også denne gang byder på borde i valnøddetræ. Vel mødt på Godthåbsvej 10 fra d. 29. april kl. halvni om morgenen! Og der er for øvrigt åbent hver dag fra halvni til 22!