Dronningsgade 42 på Christianshavn er en adresse, som de fleste københavnske pizzafans kender, men de restauranter, der har ligget på stedet, har alle levet kortvarigt. Først var det Rosso Pomodoro, siden Bottega, så Téco, Grillhuset og nu - Martinis.

 
Vi krydser fingre for, det holder denne gang, og meget taler for det. Stenovnen midt i restauranten bager stadig fænomenale pizzaer, og det er erfarne folk, der står bag Martinis. Ramon Tor del Spar Lacarta er bl.a. manden bag det Evita Peron, Il Peccato og Biscaya Tapasbar, og han er overbevist om, at med den rette stemning, mad og service skal Martinis nok blive en success trods adressen.
 
Indretningen og stemningen minder om den, man kunne opleve på italienske restauranter i fordums tiders Chicago og New York, hvor de emigrerede italienere dyrkede hjemlandets kulturer og traditioner. Der er Frank Sinatra og Dean Martin i højttalerne, indretningen er retro-lækker på den hyggelige måde og priserne ganske rimelige. 
 
Lokalet er stort og giver udsyn til de italienske kokke, som tilbereder maden i det åbne køkken. I forlængelse af restauranten opdelt med fine sprossede vinduer ligger stedets takeaway butik, hvor man udover gode hurtige middagsretter også kan købe hjemmelavet is og andre italienske specialiteter. I restauranten kan man nyde hjemmelavet pizza bagt i stenovn, spaghetti med kødsovs og efter ejerens eget udsagn få en burger som bokseren Rocky Marciano serverede den.