Når vi københavnere går ud, er vi vant til, at vi først spiser enten hjemme eller på en restaurant og derefter går videre til en bar for at snakke eller et diskotek for at danse. Men ville det ikke være mere praktisk, hvis man kunne spise, drikke, feste, snakke og danse det samme sted? Ikke mindst i disse kolde måneder, hvor det ikke just er en fornøjelse at fare ad drønglatte fortove mellem byens etablissementer.

En ny restaurant, Made, tager teten op, som blev tabt da Konrad lukkede for knap et årti siden, og som siden kun er blevet taget op med succes få gange, bl.a. på The Lot og Ocean Club.

David Palm, bestyrer på Made, fortæller:

“Her i Danmark kan folk ikke rigtig forstå, at et sted både kan være en god restaurant og en lækker cocktailbar, hvor man kan blive og feste bagefter. Vi vil gerne give folk en helaftensoplevelse, hvor alt spiller fra de kommer ind ad døren, til de går hjem igen. Her får man både god mad, god service og lækre cocktails - og det er til at betale. De gæster, der har været forbi indtil videre, har taget positivt imod os, selvom mange lige skal vænne sig til, at de kan blive og feste bagefter. Men folk skal nok tage det til sig, det tror vi selvfølgelig på, ellers ville vi jo ikke have åbnet.”

Made ligger der, hvor Leopolds tidligere lå i Nørre Farimagsgade. Lokalet er blevet gennemgribende renoveret i stil med Londons high end barer. Baren er lavet i messing, stolene er fra Design By Us, og belysningen er dæmpet, så du ser godt ud også ud på aftenens sene timer.

Dansk/fransk bistro og hjemmelavede cocktails
Til at styre køkkenet har folkene bag Made hyret Lasse Bygholm, som tidligere bl.a. har slået sine folder på Grill Bar, A Porta og den franske michelinrestaurant Les Bacchanales. Madstilen beskrives som “dansk/fransk bistro” med retter som cassoulet med skaldyr og 300 grams rib eye med hjemmelavede pommes frites og béarnaise på menuen. Der er fire forretter og fire hovedretter at vælge imellem samt tre desserter, heriblandt ifølge en pressemeddelelse fra Made “en sorbet lavet på havtornebær, der er en overset ingrediens i norden.” Den sidste påstand vil Spiseliv gerne stille sig kritisk overfor...

Men cocktails’ene, dem er der god grund til at glæde sig til at smage, for til at stå for den (yderst vigtige) side af sagen har Made hyret englænderen Alexander Hughes, som selv har kreeret mange af cocktails’ene på menuen, bl.a. en “Frangelico Frappe,” med nødder, Green Marauder og friske æbler.

Made er åben tirsdag-onsdag kl. 18-23, torsdag kl. 18-02, fredag fra 18-03 og lørdag fra 9-03. Der er DJ fredag/lørdag fra kl. 22. En 2-retters menu med frit valg fra kortet koster 250 kr. og en 3-retters 350 kr. Der er desuden et tillæg på nogle af retterne.