For andet år afholdes Danmarks Lakridsfestival.
Festivalen foregår som en guidet tur gennem smagen af lakrids med forskellige workshops og smagninger. I workshops kan gæsterne smage på og lege med lakrids og ikke mindst blive klogere på denne sorte masse, som vi er så vilde med.
Du kan f.eks. være med til at koge Bülow lakrids og få en sort snak med lakridskogerne imens. Der er også inspiration at hente, når Grilleriets kokke tænder op for grillen og laver appetizers med lakrids. Så hvis du aldrig før har smagt grillet jomfruhummer med lakridsrod, så får du chancen her. Eller hvad med at følge med, når Konditori Antoinette laver macarons med lakridstrøffel?
På lørdag vil et smagepanel bestående af kokke, madskribenter og lakridsentusiaster ved en blindsmagning kåre årets bedste produkt med smagen af lakrids.
Festivalen foregår som sagt som en guidet tur og på den måde får du som festivalgæst meget mere ud af dit besøg. Udover workshops og smagninger er der selvfølgelig også en masse udstillere, som viser deres produkter frem - og mon ikke der også er en smagsprøve eller flere?