Hun var kvalitetsansvarlig i 7 år hos Toms og var ansvarlig for lakridserne. Det lyder som et drømmejob, hvis man er glad for søde sager, men Susie Hayes havde andre planer: der lå nemlig en kælder i Brogade i Køge, som hun holdt vågent øje med, og ofte besøgte. Nogle dage havde den åbent, andre ikke. Hendes venner gik også forbi for lige at tjekke, hvordan det stod til derinde. Der var en espresso-maskine og Kontra-kaffe, men indehaveren Lisa syntes at have mange hjertebørn på samme tid, og meget travlt. ”jeg var komplet opslugt af idéen om at åbne min egen café lige præcis dér. Jeg ved ikke, hvad det var. Jeg kaldte den ’min café’ og havde været parat til at vente i 10 år for at få chancen. Men der gik kun 1,5 år, så kom opringningen. Man siger jo også, at når man tænker nok på en ting, så går den i opfyldelse til sidst. Det har rullet lige siden, og jeg har rullet med”, fortæller Susie Hayes, der oprindeligt kommer fra Irland, og for mange år siden har slået rødder i Køge med mand og børn.

Susies mand blev konstateret med demens i en ung alder, kort efter hun overtog caféen. Caféen har derfor været en livslinje for hende og hendes 2 børn, i de år der har fulgt efter, og en af grundene til at Kaffekælderen har brugt mange ressourcer på at være rummelig for de svageste, til trods for de fysiske udfordringer af at have til hus i en fredet bygning.

I dag er Kaffekælderen en regulær institution i byen, og Susie er kendt som en af stadens mest kompromisløse erhvervsdrivende. Når sælgere kommer forbi den trange café med mystiske chai-blandinger og brødkemi, eller når en forhandler prøver at prakke hende en saft på, som han netop har solgt i en anden café ved siden af, siger hun pænt nej tak. Det gør at Kaffekælderen er noget så sjældent som lokalt berømt for sine boller (grove + kardemomme), hæklede æggevarmere til hverdagsbrunchen, og overdådige kager, der pynter i montren på disken:

”Jeg gider ikke servere noget, som ikke er vildt godt, eller som man kan få andre steder i Køge. Jeg synes det er vigtigt, at vi hver især har vores specialiteter, så vi også hjælper hinanden på den måde, og ikke er for ens. Kaffekælderens specialiteter er alt det, der er på menuen - ellers var det der ikke”, griner Susie.

Det ’vi’, Susie henviser til, er det segment af restauranter og caféer, som Køge er så fyld af, men som også står på tæer og spejder efter de mange mennesker, som byen med ny jernbane og uddannelsesinstitutioner har lovet sine butikker. Købstaden med det store torv og den vigtige endestation satser på infrastrukturen og de unge, men projekterne er løbende blevet udskudt – den aktuelle åbningsdato for stationen Køge Nord hedder sommer 2019, samtidigt med København-Ringsted banen. Endelig!

En café (næsten) uden køkken

Kaffekælderen synes at have masser af skytsengle, der ofte kigger forbi og hilser på Susie i det skæve, fredede bindingsværksbygning, som smyger sig langs Køge ø. Sidste år udvidede hun til også at favne den lille nabostue, hvor der nu er chokoladekælder. Susie havde fra starten et dogme om, at hun skulle kunne klare alt selv, men måtte hurtigt erkende, at hun blev nødt til at få hjælp med serveringer og madlavning:  

Selv dagen før jeg overtog stedet troede jeg faktisk, at der var et køkken ude bagved. Der tog jeg fejl, og jeg laver stadig mad på meget, meget lidt plads. Vi bager stadigvæk vores boller i en helt almindelig ovn. Jeg er uddannet i ernæring, og det er vigtigt for mig, at folk bliver mætte på den gode måde. Der skal ikke stinke af bacon og smeltet ost her, men af kaffe og kardemomme. Jeg er her i det lange løb, og det tror jeg, folk kan mærke. Mine dygtige medarbejdere har også været her i flere år. Jeg passer på dem, og sørger for, at der altid er noget at lave. Og selvom de går i gymnasiet eller er fortsat på en videregående uddannelse, så ringer de nogle gange spontant og spørger, om jeg har brug for hjælp. Det er dejligt, vi er ligesom en lille familie, og den genkendelighed elsker gæsterne.” 

Køge er med sine 36.000 indbyggere en af de store byer i Danmark, som vokser markant i disse år. Affolkningen fra land til by er en del af gøre med det. Og så vælger flere, der har boet i København, at flytte herned, så de stadigvæk kan pendle, og bo markant billigere end i hovedstaden. I takt med udviklingen og den øgede interesse for at spise bedre, har flere restauratører sat rødder her, og ligesom andre provinsbyer som Roskilde udvikle sit eget grundlag for lokale råvarer, stolthed og iværksætteri.

”Børnene spiser det samme som de voksne”

Nogle har måttet vente for lang tid på udviklingen, mens andre ser ud til at fange momentum – som Susie Hayes og også Kristian Østergaard, der sammen med sin kone Tine, driver Den Franske Bistro i en kælder nær Torvet. Han er i sin tid blevet udlært hos de helt store – blandt andet Jan Hurtigkarl, som han har store lovord omkring. Og ikke kun hvad angår maden:”Jan var den bedste chef, fordi han behandlede os som mennesker. Der var aldrig noget drama. Det er noget, jeg gerne vil videreføre her i bistroen, og i Køge. De ansatte skal behandles ordenligt, punktum”. Kristian og Tine drev før en delikatesseforretning her, med specialiteter fra Frankrig, Spanien og Italien, men gæsterne nød at blive hængende, og parret besluttede sig derfor til at starte en restaurant med fokus på det rustikke franske. På væggene i det lille lokale står der paroler som ”børnene spiser det samme som de voksne”. Og det viser på perfekt vis Kristians indstilling til maden.

Geografisk set ligger Den Franske Bistro i udkanten af det gamle centrum, der i århundreder har favnet købstadens vigtige handel: epicentret er det (for danske forhold) forbløffende store torv, som flankeres af nogle af Danmarks ældste byhuse fulde af bindingsværk og idyl. Og i de tilstødende gader vrimler det med gastronomiske oplevelser: blandt andet den lokale smørrebrødsdarling Malt, der på forunderlig vis er lykkedes med at være stuvende fuld til frokost, og Dhaba, hvor man kan smage autentisk indisk street food med udkig til åen.  

Lille Nyhavn med eget bryggeri

På den anden side af gården, hvor Den Franske Bistro bor, ligger der stadig lidt rester fra nybyggeriet af Køges nye shoppegade Strædet. Foran den igen ligger stationen, som afskærer selve byen fra Køges havn. Et område, der har gennemlevet samme skæbne som mange andre havnezoner i Danmark, og både er Køges smertensbarn og potentiale. Hernede langs det gamle bolværk, der først var hjemsted for fiskekuttere, siden industri og derefter forsøgt genfødt som Nyhavn i mini-format, gør Lars Berg hvad han kan for at tiltrække opmærksomhed. Han er indehaver af smørrebrødsrestauranten Jenners Dockside, som han åbnede i 2018. Fans vil vide, at det hele startede ud med Jenners Seaside i Greve. Konceptet var en succes, og Lars flyttede ind i det gamle, gule hus, der flankeret af et par andre restauranter langs bolværket som så småt har sat gang i miljøet hernede i Køge havn:

”Jeg er med i en gruppe, der aktivt prøver at åbne folks øjne for potentialet hernede, Vi kalder det med et smil på læben for ’Lille Nyhavn’, for her er lidt af den samme stemning, med gamle pakhuse, maritime minder og beværtninger. Om sommeren er det helt unikt at nyde et glas vin her – eller en kold øl, som vi jo selv brygger”, siger han, og peger over på den anden side af saltvandet, hvor Køges stolthed, mikro-destilleriet og specialbryggeriet Braunstein anno 2005, ligger og gør sig til. Her gør man sig også i snapse, gin og whisky, der parres perfekt med smørrebrødet på Jenners.

Jeg ville da lyve hvis jeg sagde, at det ikke var hårdt at trække i folk, og bryde deres vaner med bare at gå direkte ind i byen.” Han peger ind mod centrum: ”men da man byggede den nye infrastruktur omkring jernbanen gjorde man det svært for potentielle gæster at komme herned. Nu taler de om at lave en tunnel, der skal forbinde havnen her med selve byen. Det glæder vi os til. Den varme sommer sidste år var suveræn for os, og vi håber selvfølgelig på en gentagelse. Folk hang ud hernede i timevis, nød de koncerter, som vi stablede på benene, og spiste vores gode mad. Vi håber på sigt på at kunne få tilladelse til at lægge sejlbåde her i havnen, så vi får mere miljø. Lige nu skal folk lægge til i marinaen lidt herfra. Men vi tager et skridt af gangen, så når vi det nok”, slutter Lars.