Sommeren er begyndt. Og selvom den har ladet vente på sig, så har kokkestaben på Kødbyens Fiskebar forberedt sig godt på at servere det allerbedste for sine gæster i hele sæsonen.

Det er især stedets chefkok, Jamie Lee, der er født og opvokset i London og har arbejdet med Paul Cunningham, der er den kreative hjerne bag retterne. Hele konceptet for fiskebaren er udviklet af Anders Selmer, tidligere sommelier fra Noma og Bagge Algreen-Ussing.

 

Sommerens vitalitet og dugfriske fisk

Kødbyens Fiskebar serverer altid fuldstændig friske fisk og skaldyr af høj kvalitet skaffet fra bæredygtige leverandører lige fra Rørvig til Glyngøre. Det der kendetegner særligt sommermenuen, er det dugfriske, de smukke skarpe farver - og i det hele taget alt hvad der emmer af sommerens vitalitet og livslyst.

Jeg og min ledsager smagte først et lille udvalg af de kolde retter som var sletvar fra Vesterhavet med emulsion af rug, kapers, dild og brændt løg. Ligeledes en makrel fra Nordatlanten med fennikel, tomat, sennep, lardo samt hør og sikrom med mandel, tang og lille kartoffel. Hertil blev der serveret en fransk Mine de Rien

Til mellemret kom der friske kammuslinger fra Norge med pocheret ærter, morkler, knoglemarv og estragon. Hertil en stegt dansk multe med strandsennep, majroer, æbler, løvstikke og hasselnød og en hvid 2011 Domaine Matassa, fremstillet på en biodynamisk vingård, som var tør med en jordagtig aroma med et hint af røde bær.

Til hovedret blev der serveret en smuk kulmule fra Vesterhavet, der var stegt i tangsmør med grønne asparges, agurk, peberrod, gran, byg og nye kartofler med estragon og hertil klare dråber fra en hvid Sancerre fra 2012, igen fra et biodynamisk vinbrug, der var ren og mineralsk med en sprød og klassisk frugtig smag.

Desserten udgjorde et lille udvalg af smagsprøver. Først danske jordbær med fløde, wienerbrød og sødskærm. Så danske rabarber med fåreyoghurt, brunet smør og skovsyre og til sidst lakridskage med røget citron, hvid chokolade og yoghurt. Dessertvinen var en Chateau de Passavant fra 2013 - læskende, forførende og den helt perfekte balance af sødme.

 

Smukt og enkelt

Det sæsonbetonende kvalitetskøkken på Kødbyens Fiskebar går man aldrig fejl af. Det er enkelt tænkt, og smukt udført hver gang, der sættes en ny ret på bordet. Og så er der helt inde i hjertet af retterne, en fantastisk smag af friskhed og vitalitet. Smagene balancerer, og det ender ikke der, hvor et element overskygger et andet. Sommermenuen er meget anbefalelsesværdig og skifter fra uge til uge alt efter, hvor de friskeste råvarer er.

Vinmenuen er også perfekt sammensat og alle vinene var meget forskellige i deres udtryk, men supplerede hinanden formidabelt.
Niveauret på Kødbyens Fiskebar kommer man ikke sovende til, og hvis man kigger ud i køkkenet, så bliver der heller ikke stået og dovnet i krogene. Der arbejdes hårdt og passioneret for at levere en så fin præstation.