Fredag den 7. juni åbner Nose2tail The Diner i Valkendorfsgade lige ved Strøget i København. Ligesom på den oprindelige Nose2tail i Kødbyen er råvarerne på The Diner så vidt muligt økologiske og fra lokale producenter, og målsætningen er ikke at lade noget kød fra de dyr, der lader livet for at ende som retter på Nose2tail, gå til spilde. Alt skal bruges, fra snude til hale.

Netop den målsætning har stor betydning for den nye Nose2tail-lillebrors fødsel. Søren Haahr forklarer:

"Når vi køber en hel ko hjem, er det måske kun 50% af udskæringerne, som er rigtig velegnede til at servere på Nose2tail i Kødbyen, men resten kan blive til super godt hakkekød. Derfor spurgte vi os selv - hvorfor har vi ikke en burgerjoint?"

Oksekødet får Nose2tail fra Lise og Bjørn, som opdrætter økologiske køer ved Fuglebjerg, så man kan sætte tænderne i The Diners saftige burgere vel vidende, at koen har haft et godt liv, inden den blev til bøffer.

Ligeledes fås grøntsager og andre kødudskæringer fra lokale og mere eller mindre økologiske bønder, baconen er røget af øko-slagteren ved Kultorvet, og burgerbollerne er hjemmebagte af økologisk hvedemel og spelt.

Til maden kan man bl.a. få biodynamisk Rioja på karaffel, hjemmelavede shakes og husets eget øl, Nose2ale og Diner Lager.