”Vi lader os ikke begrænse af dogmer om madstil og trends. Vi vil i langt højere grad plukke de, for os, mest spændende og velsmagende råvarer - hos alt fra lokale Limfjordsfiskere til uruguayske kvægavlere,” skriver folkene Kødbyens nye restaurant KUL på deres Facebook-side.

 
Restauranten åbner efter planen den 13. november kl. 18.Bag gryderne står Christian Mortensen (tidligere bl.a. køkkenchef hos Paul Cunningham på The Paul) og Henrik Jyrk, som tidligere har arbejdet på toprestauranter i Californien. 
 
Idéen til KUL kommer fra San Francisco, og restauranten er inspireret af det californiske køkken. KUL bliver således ”et multinationalt åbent køkken med indslag fra de mest interessante strømninger, helt uden konceptuelle forbehold, så længe der er stor smag og kulinarisk pondus.” 
 
Meget af maden tilberedes over ild, på en specialfremstillet Yakitorigrill og i grillovn. Menuen vil stå på 10-15 retter i forretstørrelse, som man kan sammensætte som man vil, og til dessert er der soft ice, lagkage, puddings og floats. Uhm!
 
KUL vil have åbent til frokost og aften hver dag hele ugen samt chef’s breakfast i weekenderne. Torsdag, fredag og lørdag vil der være after dinner cocktails, vin og opløftet atmosfære frem til kl. 02.