Ung kokkeelev opdagede store trøfler skyde op af svigerforældrenes græsplæne i Midtsjælland. Det sjældne fund er nu solgt til hans læreplads.

Der er registreret 21 trøffelfund i Danmark de seneste 100 år. De færreste af dem så store, som det 25-årige Andreas Kryger har gjort i Borup.

”Det er et yderst sjældent fund.” siger Thomas Læssøe, svampeekspert fra Naturhistorisk Museum.

Det hele startede med et opkald fra svigerforældrene. De undrede sig over nogle underlige, svampelignende gevækster i deres baghave få minutters kørsel fra Andreas’ hjem. Da Andreas, der til daglig arbejder som kokkeelev, fik gravet de første par knolde op af svigerforældrenes plæne, var han næsten sikker på, at det var trøfler. Det blev bekræftet, da han tog én af dem med til køkkenchefen på sin læreplads, Restaurant Herthadalen på Ledreborg Slot.

”Det var ret vildt at komme på arbejde med en stor trøffel i lommen. Som kokkeelev ved man jo godt, at trøfler er noget af det fineste, man kan servere,” siger Andreas

Han fortæller, at trøflerne nær var endt som foder til svigerforældrenes høns. Det fik Andreas sat en stopper for. Nu er et dusin af trøflerne til en samlet vægt af 1.3 kilo gravet op af jorden. Den største vejer 210 gram.

Spisetrøflerne, der vokser i Danmark er såkaldte sommertrøfler. De er ikke lige så sjældne og dyre som sorte trøfler eller hvide trøfler fra Sydeuropa. Det første kuld trøfler fra baghaven i Borup har svigerforældrene solgt for 4500 kroner. Andreas’ læreplads købte rub og stub. Det kunne ikke være anderledes fortæller restauratøren.

”Vi satser meget på lokale råvarer, og så finder vores elev trøfler. Det er jo som at vinde i lotto. Nu skal Andreas få lov at trylle med dem i køkkenet, og vores gæster kan få lov at smage ægte, danske sommertrøfler,” siger Mikkel Jerger, der er restauratør på Restaurant Herthadalen.

Det er ikke til at sige nøjagtigt, hvorfor de sjældne trøfler lige er dukket op i baghaven i Borup i år.

”Den varme sommer i fjor og det fugtige forår i år kan have spillet en rolle,” siger svampeekspert Thomas Læssøe.

Andreas Krygers svigerforældre kan formodentlig se frem til en årlig indtægt på det sorte guld i baghaven. Trøflerne vokser som regel frem det samme område år efter år.

Thomas Læssøe vurderer, at mange danskere kan finde trøffelguld i år. Hvis de ved, hvad de skal kigge efter. Trøffeljægere skal særligt holde øje med kalkholdig muld i nærheden af et hasseltræ eller bøg. Men trøflerne kan også koble sig til lind og eg.

”Der er højst sandsynligt flere derude,” siger Thomas Læssøe

Se video her