Fredag d. 14. oktober begynder en uge, hvor danskerne får mulighed for at prøve de legendariske østers fra Limfjorden. Det sker ved en stribe arrangementer rundt i landet hos fiskehandlere og restauranter, der slutter med en kæmpe østersfejring i København lørdag d. 15. oktober.

Er du én af dem, der skam har smagt det før og ikke skal nyde noget af østers? Der er faktisk stor forskel på de forskellige varianter som fx Limfjordsøsters og dens slægtninge, der oftest spises i Danmark, som fx Bretagneøsters eller Stillehavsøsters (Crassostrea Gigas), der produceres i Frankrig og importeres derfra.

Mens Stillehavsøsters er muslingeformede og dybe, er Limfjordsøsters næsten runde og forholdsvis flade. Limfjordsøstersen er mere kødfuld og karakterfuld i smagen end sin mere salte franske fætter.

Østerspremiere og østersmenuer
Du kan komme langt omkring i østers-ugen. Den starter med Oyster Premiere fredag den 14. oktober ved Mindeankeret i Nyhavn, hvor du kan smage sæsonens allerførste østers.

Herfra kan du drøne videre til en række af byens bedre restauranter, som under titlen Oyster Restaurant Week serverer særlige østersmenuer, der hylder den smukke spise. Menuerne sælges fra den 15. til den 22. oktober for 300 eller 500 kroner afhængigt af restauranten og menuen. Billetter skal købes på forhånd.

Blandt de restauranter, der deltager, er gode steder som Kroghs Fiskerestaurant, Il Dona, Acquamarina, Bjørnekælderen, M/S Amerika, Oysters & Grill, Lumskebugten og Saison

 

Vidste du, at østers er den eneste kendte madvare, som mennesket kan ernære sig ved og overleve uden at spise andet?

Cykelsafari, gourmetmiddag og fest
Lørdag den 15. oktober kan du tage på Urban Oyster Safari, hvor du og din cykel ledes rundt til 4 gode restauranter, der hver serverer forskellige vilde fortolkninger af østers og giver et glas til at skylle ned med.

Slut turen af på Ø-Bar ved kajen foran Toldboden, hvor du kan komme helt ned på jorden igen med en kold fadøl og en håndøsters – næsten helt som i USA, hvor man ikke tager det dér med østers så højtideligt.

Herfra hæves niveauet så igen med middagen The Grand Oyster Bar på samme Toldbod. Hér laver 3 topkokke (Mads Refslund, Erwin Lauterbach og Claus Henriksen) så mad til dig, hvor østers på en eller anden måde indgår.

Og så begynder festen ellers for alvor til Midnight Oysters fra kl. 23, der starter med en midnatsøsters og en cocktail.

Vi er SÅ klar til østers!

Bonusinfo
Vidste du forresten, at østers er den eneste kendte madvare, som mennesket kan ernære sig ved og overleve uden at spise andet? Det kræver dog 500-600 østers om dagen. Men du kan jo starte lørdag 15. oktober…

Tip: Hvis du tør gå hele vejen, er Wild Oyster Safari måske også noget for dig (21.-22. oktober). Det er en 2-dages tur til det vilde vest, hvor østers kommer fra. Kultur, natur og højere gastronomi smelter sammen på denne safaritur til Limfjorden og Vadehavet med overnatning på den jyske savanne.