Tivoli juler fra den 17. november til og med den 31. december, hvor der på årets sidste dage afvikles Fyrværkerifestival, der bliver en hyldest-afslutning på Havens 175-års jubilæum. På 12 dage vil Tivolis nuværende Halloweenudseende forvandles til jul og hygge. Der bruges over 30 millioner kroner i forbindelse med driften og opsætningen af Jul i Tivoli. Der er alene investeret 7. millioner kroner i nye lys og scenografier og mindre børneforlystelse. Jul i Tivoli er den sæson, hvor gæsterne giver den suverænt bedste gæste-feedback; 97% siger de sandsynligvis eller helt sikkert vil anbefale et besøg til andre”.

Nøddeknækker-figurerne, der er tegnet af Dronning Margrethe møder gæsten ved Hovedindgangen, og i år er der endnu mere sne rundt om i Haven, der skal sikre vinterstemningen. Haven pyntes med over 70.000 julekugler og for første gang pakkes over 1000 grantræer ind i lys fra top til tå – blot for at nævne en lille del af den omfattende julescenografering. I 2017 blev Jul i Tivoli besøgt af 1 million gæster, hvoraf knap hver 3. var en international gæst. Det var en stigning på ca. 50.000 turister i forhold til 2016. Der er stadigvæk flest svenskere, men der var også stigning i amerikanere og englændere.

Premiere på projekteringsshow på Koncertsalens facade
Der bliver premiere på et stemningsfuldt projekteringsshow, der hver dag kan ses på Koncertsalens ikoniske facade. Med afsæt i bygningens detaljer bruges Koncertsalen som lærred for et pixel-mapping-show, der tager gæsten med på en rejse i lys og lyd. På et splitsekund kan de mange lys-pixels forvandle den kendte bygning til ukendelighed. Showet projekteres op på Koncertsalen i et sjældent set stort format, og tager publikum på en rejse med Juleekspressen, der kører gennem nordiske snelandskaber og stopper ved Julemandens værksted. Undervejs dukker der både nisser, ballerinaer og overraskelser op. De levende billeder folder sig ud over 200 m2 og er akkompagneret af Tjajkovskijs udødelige Nøddeknækker-musik. 4 projektorer med i alt 50.000 lumens gør historien lyslevende og sammen med musikken går gæsten en totaloplevelse i møde.

”Vi har 175 års tradition for lys i Tivoli, så vi tror på, at årets fornyelser på det område bliver et tilløbsstykke af internationalt format. Lys fungerer på tværs af sprog, og bliver på den måde til glæde for både danske og internationale gæster,” siger Tivoli-underdirektør Dorthe Weinkouff Barsøe og fortsætter: ”Der er en stigende international interesse for at besøge København, og således Tivoli, omkring jul. Det er der flere grunde til fx flere nye flyruter, flere krydstogtsankomster og så en generel bevidsthed i erhvervet om, at være tilgængelige og attraktive i de mørke måneder. Herudover nyder både København og Tivoli stor international opmærksomhed lige nu. Senest er København af Lonely Planet blevet udnævnt til nr. 1 på listen over byer de anbefaler man besøger. Tidligere i år var Tivoli først nr. 8 på Tripadvisors liste over verdens bedste forlystelsesparker og senere på Time Magazines liste over ’World’s 100 greatest places 2018.”

 Lysdesigner i Tivoli, Jesper Garde Kongshaug, fortæller:
”Julen i år bliver udvidet med nye oplevelser, og vi bringer lyset helt ud i hjørnerne af Tivoli. I Boblespringvandet foran Nimb placeres f.eks. tre magiske laserbelyste krystalhjerter, der ikke er set før. Vi har også udviklet bæredygtigt LED-lys, der har den særlige varme glød. Der er fokus på den særegne nordiske stemning i lyset, og ambitionen er at tage gæsterne med på en lysrejse, hvor vi kan måle os med de bedste i branchen på internationalt niveau. I år er der udviklet endnu flere selfie-steder, hvor gæsterne kan tage nogle stemningsfulde billeder”.

Jul med vokseværk
Sidste år byggede Tivoli en komplet jernbanestation på Plænen med to spor, et par autentiske damplokomotiver og flere rækker med passagervogne og stationsbygning. Nu udvides oplevelsen betragteligt, med flere hundrede meter lange togspor i plænespringvandet, med forskellige tog, som kører rundt om det 20 meter høje juletræ. Jernbanetemaet er inspireret af tiden omkring 1900-tallet, hvor togbaner var det nyeste nye i Europa og Danmark. I Tivoli kan gæsterne stige om bord i de rygende damplokomotiver med vogne, der holder klar til afgang på perronen i Hjulkøbing. Alle forlystelserne med 175-års jubilæumsforlystelsesnyheden Tik Tak i spidsen kører også under Jul i Tivoli.

Gensyn med Nøddeknækkeren
I Koncertsalen kan publikum genopleve ballet for hele familien, når Tivolis Nøddeknækker sættes op for fjerde gang fra den 23. november. I Tivolis Nøddeknækker danner Haven rammen om den unge Claras drømmeverden og en verden fuld af dans og musik anført af Tivoli-ikonerne Harlekin, Columbine og Pjerrot. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag forestillingens scenografi og kostumer, som danner rammen om Tivolis balletchef, Peter Bo Bendixens, koreografi. Trin og kongelige klæder bliver akkompagneret af Tivoli Copenhagen Phil, som med Tjajkovskijs musik leverer tonerne til julefortællingen. Tivoli versionen af Nøddeknækkeren er blevet en klassiker og er til dato blevet set af mere end 100.000 publikummer.

Julesødt, julepynt og julegaver på årets julemarked
Mellem glimtende julelys og snedækkede træer kan gæsterne gå på opdagelse blandt 50 boder på Tivolis julemarked. Her er der sørget for pynten til årets juletræ og masser af muligheder for at få julegaverne i hus med en æbleskive i den ene hånd og gløgg i den anden. Julemarkedets boder er fyldt med alt fra søde sager og varme drikke til strik, læder og delikatesser, som er klar til at blive pakket ind og lagt under træet.
Der er også mulighed for at tage lidt af Tivoli med hjem i decemberstuen. I butikken Little Tivoli kan gæsterne købe særlige Tivoli-julekugler til at hænge på juletræet eller finde en helt særlig julegave – heriblandt udvalgte varer fra Normann Copenhagen nye Tivoli-kollektion.

Tivoli Hjørnet runder 1 år og holder dj-fest
Tivoli Hjørnet runder 1. år den 17. november og det fejres bl.a. i Tivoli Food Hall med en dj-fest fra klokken 11.00 til 23.00, hvor en række dj´s på skift underholder på dagen. Blandt de kendte DJs finder man Master Fatman. Tivoli er en af Københavns største udbydere af spisesteder med 25 restauranter, 9 caféer, 12 fastfood og 15 Food Hall-madstader i Tivoli Hjørnet. Æbleskiver, gløgg, honningkagehjerter, flæskestegssandwich, brændte mandler og risengrød med kanel og smørklat er noget af det, der tilbydes under Jul i Tivoli. Hjulkøbing serverer fx flæskestegssandwich, og her kan man sidde i en ”kupé” og nyde maden. På Honningkageslottet kan børnene hygge sig med at dekorere honningkagehjerter, som de kan få hjem i en gaveæske. Tivolis honningkagehjerte blev sidste år kåret til at være byens bedste af Copenhagen Food.

Fyrværkerifestival i 175-års jubilæets tegn
Tivolis arrangerer Fyrværkerifestival for 14. gang. Dette års festival bliver en hyldest til Tivolis ikoner i anledning af, at forlystelseshaven i år har 175-års jubilæum. Der lægges ud med at hylde Pjerrot, hvor farverne rød og sølv bliver gennemgående og herefter får Columbine og Harlekin deres eget fyrværkeri, hvor blå, gul og grøn fremhæves. På festivalen sidste dag, som også er Nytårsaften, bliver det Tivolis grundlæggers Georg Carstensen, der kommer til at stå for skud. Festivalen skydes i gang den 25. december kl. 20.45 og afsluttes med det store Nytårsfyrværkeri den 31. december 2018 kl. 23.00.