Jægerhytten ligger i en historisk enklave i naturskønne omgivelser i Eskemoseskoven i Birkerød. Her ledsages kompromisløs madkunst af legender om forgange tiders forelskelse og forførelse – sagnet siger at Jægerhytten var kulissen, hvor Christian den VII´s dronning, Caroline Mathilde, og Johan Fr. Struensee afholdt hemmelige stævnemøder, og hvor deres forelskelse dyrkedes i midten af 1700-tallet.

Her kan man udover den idylliske udsigt over Sjælsø nu få casual brasseriemad til priser, hvor de fleste kan være med.

Brian Mundt, Jægerhyttens forpagter og køkkenchef, fortæller:

”Fra at være en restaurant i den eksklusive liga, er tanken med Jægerhytten, at den fremadrettet skal være et Casual Brasseri, hvor der stiles efter at give gæsten en kulinarisk oplevelse, der er til at betale.”

Det betyder, at de hvide duge er gemt væk til særlige anledninger, opdækningen er en smule forenklet, prisen er justeret nedad, og man kan hver dag få en ”dagens specialitet” til en god pris – og den kan også bestilles til afhentning.
 
Desuden er vinkortet blevet trimmet, så det indeholder få men gode vine, som alle serveres glasvis.
 
God mad – også på hverdage
Konceptændringer til trods er fokus forsat den høje kvalitet og ambitionerne i forhold til råvare forædling er kompromisløse, fortæller Brian Mundt.

”I Jægerhyttens optik bør en god madoplevelse ikke kun være forbeholdt særskilte mærkedage og være bekostelig. God mad skal være tilgængelig - også på hverdage - og til at betale.”

Jægerhytten dyrker selv mange af de krydderurter, der bruges i retterne, og kød og grøntsager handles så vidt muligt hos nærliggende gårde. Dermed er det naturligt, at årstiderne dikterer sammensætningen af menuen, og alt laves fra bunden.

"Vores mål er entydigt at formidle den ægte madoplevelse i overensstemmelse med sæsonens stemning og smag efter devisen; det skal være lækkert, hjemmelavet, enkelt, gennemført og tro mod de danske råvarer,” siger Brian Mundt.

Af samme årsag skiftes spisekortet månedligt, så det kun er årstidens bedste råvarer, der bruges. Til frokost kan man få danske frokostklassikere, lette sprøde salater og varme anretninger.

Aftenkortet byder på alskens gastronomiske herligheder – her er det muligt, at vælge den fulde gourmetpakke i form af en 8-retters menu eller lade sig friste af diverse kulinariske muligheder fra den månedlige a la carte menu.

Jægerhyttens a la carte-restaurant er kun åben i sommerhalvåret og har for nylig slået dørene op igen med det nye koncept. Hele året rundt kan stedet desuden benyttes til private selskaber og arrangementer i firmaregi, og mad leveres også ud af huset.