Københavns Modeuge er over os, og når du er helt flad efter et hårdt program med show efter show af de nye kollektioner, så kan du slappe af med Fashion High Tea på Avenue Hotel.

Designerkager
Spiseliv var med, da den skotske kagedesigner, David Duncan, gav en masterclass, hvor han viste, hvordan han laver sine trademark kager. Duncan er nemlig kendt for at lave vilde konditorkreationer, der ligner tro kopier af designersko og -tasker.

Kagerne her er lavet med karamelkage lagt i flere lag med creme. Uden på lægger han et lag af sukkermasse, som fås i mange farver. Diverse trimmings og pyntedetaljer laves ved brug af forskelligt konditorudstyr. På den måde kan han f.eks. efterligne syningerne i en quiltet Chanel-taske. Han bruger spiseligt guld- og sølvspray og sukkerlak, som kan give sukkermassen en blank overflade, der minder om læder.

Louboutin spise her eller med hjem?
Kagerne er lavet i 1:1 og kan naturligvis spises. Om man også kan have kage-Louboutin’er på fusserne og sukker-Vuitton under armen, må du selv teste.

Til Hotel Avenues Fashion High Tea kan du i bedste engelske hotelstil sidde i hotellets lækre lobby og slappe af med fingersandwich og minikageudgaver af sæsonens hotte modekreationer og drikke bobler og te eller kaffe til. David Duncan vil selv være der og fortælle om sine kreationer. Det foregår mellem kl. 15 og 18 på Hotel Avenue d. 3-5. februar.

Billetterne koster 300 kr. og fås ved henvendelse til info@avenuehotel.dk