De dygtige folk bag bl.a. Magstræde 16 og Skotterup Spiseri & Enotek har slået dørene op for et nyt sted her på Nyhavns rolige bred. Også her er det den afslappede, italienske mad med et drys fritænkning, som regerer, og pizzaerne er ikke blevet landskendte for ingenting!

Køkkenchef Gorm Wisweh, som vi også kender fra morgen-tv, hvor han langer italiensk mad og friske bemærkninger hen over disken til de morgenkvikke værter, er selvlært pizzakok. Han startede i sin mors restaurant på Bornholm. Mor købte en pizzaovn til restauranten, og Gorm gik i gang med at lære sig selv at lave perfekte pizzaer. Nu er han landskendt for sine små, sprøde pizzaer, som han også har udgivet en kogebog om. Selv mener Gorm Wisweh, det er fedt, at hans pizzaer omtales som gourmetpizzaer, men for ham handler det i høj grad om, at pizzaen netop ikke er en gourmetspise, men i stedet mad, man spiser, når det skal være nede på jorden og afslappet.

”Der er tre elementer i en god pizza”, siger Gorm. En ordentlig dej, der smager af noget – her på stedet bruges der surdej. En god tomatsovs, der smager godt af tomat. Og så frisk mozzarella. Som autodidakt har han haft de bedste rammer til at finde sin helt egen stil og tænke ud af boksen, når det gælder pizzaer. Den kreativitet kommer for eksempel til udtryk i jomfruhummerpizzaen med syltede skalotteløg, rygeost og ærteskud, som er et hit her i sommervarmen. Alle pizzaer kan i øvrigt fås med rugdej, hvis man er til en lidt kraftigere smagende bund og ekstra fibre.

Ud over Gorms fantastiske pizzaer kan man i Nyhavn 14 nyde forskellige antipasti, hvoraf mange af de lækre råvarer importeres af holdet bag restauranten. På den store antipastitallerken er et udvalg af både klassiske og moderne antipasti. På kortet er der også altid en pastaret, en kødret og en fiskeret.

Lokalet er rustikt og lækkert indrettet med store plankeborde, rå metalstole og klinkegulve. Retterne er oplagt til deling hen over bordet, og det er netop denne afslappede måde at nyde et måltid på, som italienerne er så gode til, og som man i Nyhavn 14 gerne vil dele med os. Der er et stort udvalg af vine på glas og så selvfølgelig et rigtig godt italiensk vinkort.

Sommerens 3-retters menu består af antipasti misti, saltimbocca med sommergrønt og panna cotta med jordbær og rabarber til kr. 289.