Umiddelbart er det svært at se ændringerne - lokalet ligner sig selv, med de rustikke borde og spinkle stole i træ. Men så - hvis man ser bedre efter, er der nu kommet en finurlig vinreol op på væggen, hvor flaskerne hænger vandret, som en hyldest til Støvlelandets næsten uddtømmelige skatkiste af vine. Og så kommer Simone til syne bag disken, med det store smil og allerede med vinkortet i hånden. For man føler sig umiskendeligt godt beværtet, når venetianske Simone Celeghin skænker et glas fra en af de 300 vine, som Il Senso har på kortet. Simone har nemlig i dén grad tjenerskabet i blodet - og kombineret med den hjertelige udstråling, som man vitterligt forbinder med en ‘vaskeægte’ italiener, er han indbegrebet af den perfekte vært i det lokale, der råder blandt Københavns hyggeligste og mest velbesøgte vinbarer.

Sådan gik det til

Det var i foråret 2006, at de 2 fyre Christian og Jonas besluttede sig for at åbne en af byens første vinbarer. Det var således et sats, men konceptet med at skænke god vin i den hyggelige kælder på hjørnet af Gothersgade og Landemærket blev hurtigt en kæmpe succes hos gæsterne, og det blev muligt også at bestille antipasti og lidt god mad til drikkelsen. Duoen havde en stor kærlighed til Italiens vine og drev samtidigt importselskabet Distinto, der endnu idag er motoren bag Il Sensos vinprofil: hovedvægten ligger på små, dedikerede producenter fra det centrale Italien, skønt kortet også indeholder velsmagende afstikkere mod både nord og syd.

Selv kom Simone til Danmark som uddannet sommelier i 2008 og startede først som vinkyper på Il Grappolo Blu. Herfra rykkede han videre til Era Ora, hvor han imidlertid stoppede sidste år, da han fik et tilbud, som han i bedste italienske stil ikke kunne afslå. Simone var i forvejen vild med Il Sensos atmosfære, og fik et tip om, at ejerne gerne ville have en ekstra partner med i projektet. Og så slog han til. Det betød, at han nu er Il Sensos daglige ansigt udadtil - ham, der står for vinene, driver køkkenet og staben og hygger om gæsterne og giver dem gode råd om den perfekte vin til netop deres smagsløg.

Nøglen til den italienske succes

“Nu har jeg været i Danmark i 8 år, og jeg kan kun sige: danskerne bliver altså mere og mere italienske”, ler han, og griber vinkortet. Han åbner det og peger ned på teksten: “Vores hovedvægt er selvfølgelig stadigvæk på frugtige rødvine med masser af krop, men danskerne er også blevet gode til at nyde et godt glas hvidvin, ligesom os italienere. Eller lidt gode bobler, afhængigt af tidspunktet. Og folk elsker virkelig at komme her. Men se dig omkring”, siger Simone, og slår ud med hånden imod det lille lokale, hvor der højst står 12 træborde. “Det er jo ikke fordi vi har vildt dyrt designerinteriør eller noget, men gæsterne elsker den lidt skæve stil. Mange moderne vinbarer er kolde, og minder om hospitaler. Sådan er det i hvert fald ikke her.” En anden nøgle til Il Sensos succes er den afslappede og usnobbede stemning, som man mødes med herinde - og som Simone i dén grad allerede borger for. “Når folk kommer herned, skal de kunne glemme deres bekymringer, her læner man sig tilbage og smider facaden, mens jeg tager godt imod dem.”


Kokken fra Siena

En oplagt faktor er selvfølgelig også vinene - Il senso præsenterer cirka 15 af deres favoritter på et løst ark, som skifter cirka hver måned, efter årstid og humør. Dem kan du nyde et glas af - eller springe direkte til maden. Simone forklarer: “På Il Senso har man 2 muligheder: enten snupper man sig et godt glas eller to, og sidder og nyder det i baren, eller også kan man komme til en kombineret mad og vinoplevelse: Vinbar-menuen lyder på enkle ting som et spækbræt med charcuteri, ost og marinerede grøntsager til - eller man kan, som noget nyt, vælge noget mere restaurant-agtigt, som vores 3-5 retters menuer, hvoraf man selv sammensætter hvilke retter, der skal indgå.” Han viser Spiseliv ind i Il Sensos hyggelige, tilstødende anneks, hvor et par borde er blevet dækket op med bestik og dækkeservietter. Et blik på menuen afslører rustikke klassikere som italiensk madtærte med grøntsager, paneret lammekotelet samt den møre, obligatoriske bøf, som Il Senso er så kendt for.

Men der er også en anden grund til den nye trattoria-stemning i annekset:” Vi får snart en supergod kok i køkkenet fra Siena. En ung fyr, hvis egen mor bare har den lækreste restaurant derhjemme på byens smukke piazza. Og det passer jo perfekt ind i vores rustikke koncept, hvor tingene i den grad oser af hyggelig knejpe a la Toscana!”