Sådan er det bare set fra denne side af bordet. Isterninger fortynder vinen (fyføj!) og laver sjove ting med strukturen, når man drikker den. God vin, god champagne, tilhængerne ville også sige god whisky og cognac (og hvad med øl?), det bør bevares urørt og adskilt fra udefrakommende elementer, om det så er sugerør, flødeis – eller isterninger.

Champagnebrandet Moët & Chandon er nu af en anden mening og har netop lanceret en ny forfriskning til det tørstende sommerfolk.

Faneflugt
"Serve over ice”. Har du hørt det før et sted? Netop. Det er sloganet for Somersby Cider. Ja, den der pivsøde cider, som ingen voksen gourmand vil fanges levende med i hånden. I hvert fald ikke uden undskyldninger om noget med ”forfærdentlig varm solskinsdag” og ”der var ikke andet tilbage”. Og måske endda inkludere noget ala ”pistol til hovedet”.

Moët goes ice
Ikke desto mindre er det ingen andre end det højtprofilerede (og heftigt markedsførte) champagnebrand Moët et Chandon, der har taget den i min optik tvivlsomme og sammenlignelige ære til sig. Hvorfor? Fordi der er kommet en ny champagne til byen. Dens navn er Ice Imperial. Og den skal helst serveres i store, hvide plastikglas med Moët-logo på, gerne sammen med fx sommersøde jordbær eller friske limeblade og under ingen omstændigheder uden is.

C’est pas vrai?!
Jo, det er det. Og siden panjen blev lanceret sidste år i Frankrig, har den gået sin sejrsgang fra det ene solbeskinnede, sydfranske terassebord ved det mediterranske hav til det andet. Selv om ideen lyder innovativ (og kætterisk), er det faktisk ikke noget nyt, sådan at chokdrukne sin champagne i is. Piscine bliver det kaldt dernede (og det betyder som bekendt swimmingpool), når man kombinerer de to ting. Fordi de guldbehængte, gulerodsfarvede luksusdyr har brug for noget forfriskende i den stærke sommersol. Så egentlig er det snedigt nok tænkt af konceptmagerne hos Moët, som nok har smagt masser af udgaver af Piscine’s, at lave en champagne, der faktisk er øremærket og forhåbentligt mere egnet til at servere over is.

Hvordan smager den så?
De tre klassiske champagnedruer chardonnay, pinot meunier og pinot noir har alle påvirket vinen med en overvægt af den fyldigere og kraftigere drue pinot noir. Ice Imperial er sødlig – for ikke at sige sød: ca. 30 gram sukker pr. liter er der i denne vin (en standard ’brut’ indeholder 3-15 g/l).

For at gennemføre smagningen i de rigtige rammer har jeg selvfølgelig sat mig i solen. Først smager jeg champagnen uden is fra min hvide plastikpokal: den er flad og gumpetung og giver mig egentlig ikke lyst til meget mere. Derefter forsøger jeg med is, blot tre terninger. Jeg kører dem lidt rundt i glasset, der hurtigt køles af. Og okay, hvis jeg skal være ærlig, forhøjes drikkens drikkekvaliteter betragteligt. Forfriskende og behageligt fylder den munden og løfter hovedet og optimismen. Sødmen er stadig til stede i form af vanilje og fersken, men det er smagen af druerne også, og sammen med solen forhøjer de smagsnydelsen i sådan en grad, at jeg ikke ville tøve med at tage et glas en anden gang. Jeg vil dog vælge at holde mig fra jordbærrerne. Ice Imperial står ved, hvad den er: en forfriskende, festlig, la-dolce-vita-drik og i al sin hvide ubekymrethed et fint valg, hvis man er i det humør.

Og det er jo Moët’s intention: ”Tag den med på stranden, i haven, på terassen, nyd den til hverdag og gerne impulsivt.”

Konklusionen
... er, at selv om det principielt er noget pjat at fortynde skidtet, er det netop det, der er så fantastisk herligt ved Ice Imperial. Drik den i solen i store, forfriskende slurke, mens du vinker flere venner, der lige passerer forbi, nærmere, nyder varmen, lukker øjnene og kigger op mod solen og tænker ”livet er herligt”. Og tager en slurk til.

Champagne er altså ikke så kompliceret og kræver ikke stramt tøj og andægtig stemning. Det er verdens bedste drik, bevares, men derfor burde den også drikkes meget oftere end til kransekagen og konfirmationen.

Som for eksempel i solen – over is.

Og så til slut. Er der nogen, der kan huske denne? Og er Ice Imperial hipsternes nye foretrukne? Yo, VIP, let's kick it. :-)

Ice, ice, baby