”Det er jo bare røget laks?”, udbryder en mand et par sorte stolesæder til venstre for mig lettet – eller måske lidt skuffet, det er svært helt tydeligt at afkode – da han smager maden på sin tallerken ved det lange, opdækkede bord, der fortsætter videre ud i rummet i flere vinkler. Han er en af gæsterne til middagskonceptet Resturang, der sammen med den yderst brogede skare af både krativt påklædte og nøgne deltagere, skal spise sig igennem tre indtil videre hemmeligholdte retter.

Nøgne gæster og hemmelige retter
Vi er alle fremmede for hinanden os gæster, på nær de venner eller kærester, vi er ankommet med, men forenet af mystikken og spændingen, som vi har købt os til i døren for 280 kr. Vi smiler til hinanden og bevæger os med andægtige, langsomme bevægelser rundt i den stearinoplyste hal med vores glas fyldt med velkomstvin. Herfra kan vi i midten af det store rum også kan beskue forretten, inden vi sætter os til bords, der hvor der er plads. En større gruppe har valgt ikke at have noget tøj på kroppen ud over pynt som hatte, smykker og fjerboaer.

Det er ganske rigtigt røget laks, som jeg, uden at fornærme hverken fisken eller dens kokke, måske har smagt et par gange før. Men jeg har (nok ligesom den overraskede mand) ALDRIG fået den serveret som her: Præsenteret i form af et gigantisk, sprøjtende bryst, orange, abnormt og vulgært. Det lugter af røg og fisk og samtidig pirrer det min sultne og nysgerrige næse.
 

Faldet til patten
Det er Maria Torps idé. Brystet. Hun er en af denne aftens madkunstnere, der er blevet inviteret til at udtænke idéen og materialet for vores retter. Hun stiller sig op ved siden af sin matriarkalske manifestation i al sin respektindgydende spiselighed for at præsentere. Hun snakker om Mor. Prøver at gøre det til en historie om sin egen. Slutter af med at fordreje vores vanetanker igen. For nu kommer Mor op til mikrofonen for at få kram og bekræftende kærlighed. Mor er Ramona Macho. Vores værtinde. En kvinde med blå solbriller i sit krøllede, strawberry blonde hår, på høje træhæle i et meget stramtsiddende, leopardlignende bodysuit, der ikke lader Mors fysiske ophav som mand undslippe den skarpe iagttager. Hun er vores allesammens Mor denne aften.

En mand til højre for mig med mørk eyeliner om øjnene, meget umage påklædt i hat og sort, nystrøget tøj råber glad og opstemt. Han er klar til i aften. Jeg mistænker ham for at have været med til det første af disse mærkelige middagsarrangementer et par måneder tidligere på Refshaleøen, hvor også Ramona Macho, de afslappede nøgne tjenere og den sensuelle og karismatiske medværtinde og arrangør Anna Petri var til stede.

Pik med nye kartofler og persillesovs
Hvis nogen synes, det var for meget at skulle gå op til et koldt, fedtet og fiskelugtende bryst, for at grave røget laks af med en udleveret gummihandske – og spise med den samme handske – var de forhåbentligt gået før hovedretten.

”For nu er det fars tur”, bekendtgør Ramona. ”Vi skal spise hans store, fede pik”. Vi ler hjerteligt. Sagde hun dét? Ja, det gjorde hun.
”Jeg kan godt li’ at spise pik”, fortsætter Ramona.

Heldigt. For der er masser af den.

Nu troner en hvid havepavillon midt i hallen. Resturang-kokketeamet Allan Haunstrup og Sune Rasborg står under den og til- og forbereder. Pikke. Over 50 kg tyrepikke samt à part dens flamberede, panerede og skiveskårne testikler. Luften fyldes af stegt pik. Og rå. Fra pavillonens sider hænger nemlig utallige rå tyrepikke, lange, næsten helt ned til jorden, og hængt ved roden i tynd sejlgarn. Våde, kolde og dryppende, og lugtende af en blanding af råt kød og klor. Vi skal gå imellem dem, ind under pavillonen for at få fat i maden.

”Jeg har fået for meget pik”
På bordene står kold hvidvin fra Côtes du Rhône, som man kan købe i baren, og som vi bruger til at skylle indtrykkene og barrierene ned med. Vi prikker til den uvante mad på tallerkenen, skærer respektfuldt i den og fører den tøvende op mod vores læber til vores forventningsfulde tunge.

Jeg kan ikke lide pik. Jeg tygger på en stor klump af fedt og har ikke lyst til at synke massen, så jeg spytter den ud i servietten. Testiklerne kan jeg godt spise. De er tætte i struktur og smager krydret og lidt som kødpølse.

Stykkerne på vores tallerkener ser meget forskellige ud. Nogle fortærrer lystigt kødet sammen med de nye kartofler, de danske, friske asparges og persillesovsen. Pikvittigheder ryger frem og tilbage mellem bordene. ”Pyh, jeg har fået for meget pik nu”, siger en fyr og griner. Ingen mænd i nærheden, har sagt nej til pik, konstaterer jeg med en vis, indre fingerpegende tilfredshed. Der er kun enkelte af kvinderne, der har nægtet at tage pikken i munden.

En ældre herre med gråt hår og små briller, der sidder sammen med sin kone, henvender sig til Anna Petri, der på sædvanlig forførende vis mingler rundt mellem bordene, og giver hende sin anmeldelse: ”Det smager ganske godt. Jeg prøvede både pikken og nosserne – jeg ville ikke være gået hjem uden at have prøvet begge dele”, siger han.

Jeg skyller det sidste stykke testikel ned med en tår hvidvin og forsøger at gætte mig til desserten, mens Ramona i midten af salen synger duet med Kira Skov og resten af the Kindred Spirits og en imponerende adræt Elvis i oppustelig dragt mimer ”you ain't nothin' but a hound dog”, mens projektøren og gæsternes øjne følger ham.

Det søde punktum
En smuk mand med mørke krøller klædt i sort og hvidt træder frem i projektørlyset: ”En del af temaet handler jo om penis i dag”, opsummerer han, svenske Joachim Hamou, der er kreatøren bag dessertværket. ”Så jeg har fortsat i samme stil”, siger han, mens små glasskåle bliver serveret foran os af nøgne, fjerboabeklædte tjenere. ”Men jeg har lavet små udgaver penisser i stedet. Små børnepenisser”. Gæsterne hviner, mens vi smiler og begynder at klappe. Fyren med hat og eyeliner hyler af glæde og klapper også begejstret i hænderne. I skålen, som bliver stillet foran mig, står en perfekt formet penis lavet af lyserød marcipan. Den er anbragt oven på en gelé lavet på søde frugter. Vi har intet bestik og spiser geléen ved at bruge den lille, uskyldige pik som ske.

Klokken er halv 12. Resturang lukker, og vi bliver venligt men bestemt gelejret ind ved siden af på den danske udgave af den engelske pub, Haven ved Ny Carlsbergvej, hvorefter selskabet forsvinder videre ud i natten.

Mætte på indtryk, overvindelser og veltilberedt mad.
Vi har fået nok pik for i dag.