Der var engang et slot. Et rigtigt middelalderslot med fæstningsværker, tykke mure og vand omkring. I slotskøkkenet kogte de gulerødder. Dragsholm kaldte man stedet, som lå midt i Danmarkskortet. En magtfuld biskop havde bygget slottet, og det var ham, der bestemte. Leve bispen!, skulle de lokale bønder sige, når de afleverede en del af deres afgrøder til slottet.

Århundrederne gik og en skønne dag startede Martin Luther reformationen i Europa, og de katolske biskopper blev smidt ud af det gamle slot. Nu blev Dragsholm et kongeligt slot. Leve kongen!, skulle bønderne nu sige, når de som altid måtte aflevere deres afgrøder til slottet. De kogte også stadig gulerødder i slotskøkkenet. Slottet blev nu også statsfængsel for prominente fanger. Den mest berømte var Maria Stuarts mand, Jarlen af Bothwell, som sad fængslet på slottet i sine sidste fem leveår. Gid fanden havde alle de gulerødder!, råbte han og døde. Men nu udbrød der krig med Sverige og svenskerne indtog Dragsholm. Leve svenskerne!, måtte bønderne nu sige, når de skulle aflevere deres afgrøder på slottet. Da svenskerne havde tømt vinkælderen og spist alle gulerødderne, tog de hjem igen og efterlod slottet i ruiner. Nu rykkede der en baron ind på Dragsholm. Leve Baronen!, skulle bønderne nu sige. De måtte stadig aflevere en del af deres afgrøder til slottet. Og i slotskøkkenet kogte de stadig gulerødder. En morgen vågnede en af baronerne på slottet og tænkte: jeg vil have mere jord! Og fjorden omkring slottet blev drænet væk og den gamle havbund skulle vise sig, at blive til den bedste grøntsagsjord i Danmark.

Nu er den sidste baron for længst forsvundet, men slottet ligger der endnu og rummer i dag et af Danmarks mest unikke boutiquehoteller omgivet af de grøntsagsmarker, som nu leverer hele grundlaget for gastronomien på stedet. Slotskøkkenet er blevet berømt for sin fortolkning af det nye, nordiske køkken med en helt særlig, lokal forankring. Hvor der tidligere herskede bisper, konger og baroner, sover nu gæster i bløde hotelsenge. Leve bønderne!, siger man nu på slottet, når der kommer afgrøder til slottet. Det var på tide.

Det tog 800 år før råvarerne blev de virkelige konger på slottet. Det har nu indbragt Dragsholm en Michelin-stjerne. Dragsholm Slot er sandsynligvis det ældste Michelin-slot i verden. De koger stadig gulerødder i slotskøkkenet. Men hvilke gulerødder! Se det var et rigtigt eventyr…