Mere end almindelig hyggelig, også på en hverdag
Allégade, er det ikke sådan en Matador-gade, en ganske almindelig gade i København, nærmere betegnet Frederiksberg, som dog er ganske nydelig, meget allé-agtig, med træer  langs vejen, og så med en café-restaurant, der er mere end almindelig hyggelig. Også i hverdagene.

Før hed den Kartellet, men for lidt siden blev den til Café Phenix. Det blev den helt sikkert ikke mindre god af. Og uanset er beliggenheden den samme. Midt på hyggelige Allégade og med det store areal for udendørsservering i solskin. Ahh.

Brunchbuffet, nu også i hverdagen
Kartellet – og nu Café Phenix – har altid været kendt for deres store tag-selv-brunch-buffet i weekenderne, men nu har ejerne klogt nok erkendt, at man også er sulten på hverdage, måske skal holde et formiddagsmøde i afslappede omgivelser, måske bare ikke gider møde, før man har spist en ordentlg omgang brunch? Hvorfor skulle weekenden have patent på det med brunch? Nej, det er der nemlig ingen grund til. Og derfor kan du nu starte en hvilken som helst dag med at lægge vejen forbi Café Phenix og for 115 kr. spise hverdagsbrunch fra kl. 9 til kl. 13. Desuden gælder deres omfattende frokostkort allerede fra kl. 10, så vil du hellere have en burger, cæsarsalat eller pasta med kylling eller bare en god sandwich, ja, så kan du også det.