Det er marts måned og det betyder at det er tid for afsløring af de nye stjerner i den franske guide Michelin. 

De røde guidebøger, der oprindeligt blev startet som en hjælp til franske bilister om hvor man kunne få skiftet dæk og tanke benzin, er blevet verdensberømte guides til gourmetmad og gode hoteller. Den 14. marts udkommer 2013-udgaven for Main Cities of Europe, hvor København er med. Det er således kun hovedstaden, der er bedømt i guiden, så selv om vi har masser af fantastiske spisesteder i provinsen, så er de altså ikke med i Michelinguiden. 

 

Michelin påstår selv, at det udelukkende er maden, der  bedømmes efter, når der tildeles stjerner, men der er hvert år store diskussioner i restaurationsbranchen omkring vurderingsgrundlaget hos Michelin, og hvert år bliver nogle restauratører glade og nogle bliver skuffede over Michelins vurdering. 

 

Højt niveau i København

Der er ingen tvivl om, at niveauet er helt utroligt højt i København. Vi er godt vant her i Danmark, og det kan man mærke, når man spiser ude i den store verden. Hvad der får 3 stjerner i New York og Paris, kan for os danskere virke lige lovlig gammeldags i forhold til den nordiske stil, der er så moderne hos os.

 

Men lige meget om man er enig eller uenig i Michelins måde at tildele stjerner og Bib Gourmand'er på, så har en plads i guiden stor betydning for restauranterne. Både som skulderklap for hårdt arbejde, men så sandelig også på bundlinjen, for en stjerne i Michelinguiden betyder flere gæster i butikken, især gæster fra udlandet. Og med Nomas kæmpe succes ser vi flere og flere gastro-turister, der rejser til København med det formål at spise sig igennem byens bedste restauranter. Og når de så har spist på Noma, så kigger de i Michelinguiden for at se, hvor de ellers skal spise. 

Man kan kun gætte på, hvad 2013 udgaven byder på af nye stjerner og Bib Gourmand'er.

Fortsættes nedenfor...

Nye Bib Gourmander?

En Bib Gourmand tildeles restauranter, der serverer god mad til en rimelig pris. Dem har vi allerede 12 af i København - altså i følge Michelin -  men der er flere, som også burde få sig en Bib:

 

Restaurant Radios køkken er gennemført, nordisk og til at betale. Servicen er i top, maden er smuk og fuld af tanker og smag og indretningen cool. Meget Bib-værdigt.

 

Rasmus Oubæk gjorde stort comeback med sin bistro Retour, hvor han serverer sin franskinspirerede, oubækske mad fuld af velsmag, syndige saucer, fine fisk, perfekt foie gras og tonsvis intensitet. Den dagligt skiftende menu er et fremragende køb, og så er Oubæk altså kongen af béarnaise. Han skal have en Bib.

 

Brødrene Berntsen kom stærkt tilbage på scenen i efteråret med deres nye restaurant Clou. Det knivskarpe køkken fik lutter gode anmeldelser og priserne er aldeles rimelige for det niveau. De fortjener klart en Bib, hvis ikke en stjerne.

 

Bo og Lisbeth Jacobsen fra Restaurationen sadlede i 2012 lidt om og bistroficerede Restaurationen, så man gik over til mindre serveringer til lavere priser. Så kan flere være med i det altid perfekte køkken, der serverer klassisk og kompromisløs fransk-dansk mad. Et oplagt Bib-sted.

 

Og endelig er der Kadeaus frække lillebror, Pony, som ligger i Kadeaus gamle lokaler på Vesterbrogade. Ponys stil er meget som Kadeau, men i et simplere og ikke mindst billigere udtryk. Afslappet stemning, naturlige vine og mulighed for alt fra hverdagsmåltider til større spiseprojekter. Ægte vesterbrostemning med et stænk Bornholm. Vi er vilde med det! Vriiinsk!

Nye stjerner?

Når det gælder stjernerne, så er Herman/Nimb Louise jo lukket, så deres stjerne forsvinder. Vi tror ikke der forsvinder stjerner fra andre, men Kadeau har helt klart fortjent en stjerne. Restauranten med de bornholmske aner har haft et bragende godt 2012, hvor anmelderroserne ingen ende ville tage. Vi elsker Kadeaus særegne stil hvor skov, mark og strand bringes helt ind på tallerkenen og du nærmest kan mærke vinden suse i håret, mens du sætter tænderne i de intense retter.

 

En dejlig restaurant, som før er blevet overset, når Michelin har tildelt stjerner, er Mielcke & Hurtigkarl ved Frederiksberg Have. Det smukke og kreative køkken henter inspiration fra hele verden og man sidder utroligt dejligt i det smukt dekorerede rum med udsigt til haven. Vi håber 2013 er året, hvor Mielcke & Hurtigkarl får deres stjerne.

 

Rasmus Kofoed vandt Bocuse d'Or 2011 og kunne kalde sig verdens bedste kok. Michelin kvitterede med en enkelt stjerne. Rimelig fedtet, mener vi. Geranium laver eventyrligt smuk og fin mad og er helt klart både 2 og 3 stjerner værd, når man f.eks. sammenligner med 3-stjernede restauranter i udlandet. Giv dog Geranium sin anden stjerne!

 

Det helt store spørgsmål er, om Noma får sin tredje stjerne. Med placering 3 år i træk som verdens bedste restaurant på San Pellegrino World's 50 Best Restaurants listen kan det jo undre, at Noma ikke har fået 3 stjerner af Michelin. 3 stjerner uddeles til restauranter, som er en rejse værd, og de få heldige, det lykkes at få en reservation på Noma kommer netop rejsende fra hele verden bare for at spise hos René Redzepi og co.

På den anden side, så kunne Michelin lige så godt have givet Noma den tredje stjerne sidste år, så hvorfor skulle de pludselig finde på at komme med den i år? Der er dog ingen tvivl om hvad vi synes her på redaktionen: Noma er helt klart 3 stjerner værd, en rejse værd og alle pengene værd. 

 

Vi bliver meget klogere torsdag d. 14. marts 2013...