"Italiensk passion. Nordiske rødder”. Sådan står der under restauranten Il Dona’s navn, der ligger i nogle smukke lokaler med knirkende og rå trægulve på 1. sal i Magstræde i de indre gader af København. En gennemkold dag i Vinterdanmark var en række gæster – inklusiv Spiseliv – indbudt til Winemakers Dinner (= vin og mad simpelthen) i samarbejde med Stefan Jensen fra Terroiristen, vinbaren og -importen i Jægersborggade.
Nordisk passion. Italienske rødder” kunne man nemt vende den, når man ser på Stefan. Lige omvendt er han nemlig med sin nordiske passion: underspillet, næsten forlegen, men med en tilbageholdt, indre passion og styrke, som man godt kan ane igennem de lysebrune øjne på den høje mand. Der endda – ligesom Gulfi – har stærke rødder i Italien.

Gulfigulfigulfi
Hvor oprindelse måske ikke er åbenlyst at gætte hos Stefan, er Gulfi-vinene, der kommer fra Sicilien, nemmere. De er meget bevidste om deres terroir, der ligger tæt på vulkanen Etna, en enkelt vin kommer endda fra marker lige ved siden af. Noget, der vel også lyder godt i en PR-mands ører. Vulkaner er meget eksotiske. Og en liiille smule farligt.
Gulfi’s ansigt udadtil, Matteo, en klassisk italiener med krøllet, brunt hår og flirtende øjne, var fløjet fra Sicilien for at varetage smagningen, hvilket han gjorde med nærvær, indlevelse og høflighed. (Mindre høflig, men stadig utroligt nærværende, husker jeg ham fra arrangementet Fri Vin et år tilbage, hvor en utrolig mængde vinbønder og et ditto antal vinelskere var samlet, og hvor Matteo, efter et ”hej, hvordan går det”, blev skal vi sige ... temmelig nærgående).

Gulfi er nero d’avola-eksperter, Siciliens vigtigste rødvinsdrue, der fx også går under det kære navn 'raisin de Calabre noir' (direkte oversat 'sort drue fra Calabrien'), måske på grund af druens generelle typicitet henad milde taniner og blomme-noter.
Selv om Gulfi elsker deres hjemstavns lokale drue, prøver man også at få jordbunden, druerne er vokset i, og måden de er blevet behandlet på, helt op i glasset. I alt kommer der ti forskellige vine ud med en etiket fra vingården, hvoraf de seks er lavet af 100%
Nero d’Avola-druer.

Varm versus kold
Seks vine fra Gulfi var på programmet – og jo, man måtte godt få to gange. En idé, der især faldt ud til den første og eneste hvidvin fra 2008 Carjcanti’s fordel, da første omgang blev serveret alt for varm. Forskellen var dog værd at prøve: serveret varm får man banan, syre, krydderurter og julekrydderier i én stor sammenblanding. Men kold(ere!) er Carjcanti friskere og balanceret, ligesom terroiret og smagen af lerholdig og kalket jord kommer frem.

God start   
På tallerkenen ligger første ret foran os: broccolipuré med stjerneanis, jord og små stykker brødtuiles til at fiske puréen op med. En tilfredsstillende og meget velsmagende intro til aftenen, der næsten kun gik højere op i intensitet for hver servering. Næste ret, den egentlige antipasti, kommer i to skåle. Den ene en all time favorit for skrivende gane, som hun nok kunne spise hver dag: varm ”lasagne” lavet af ikke-helt-gennembagt rødbede med gorgonzolasauce. Det er blandingen af den røde og ferske rødbede med den varme og fede blå ostesovs, der bare ligner et perfekt par. De er i hvert fald utroligt søde sammen!
Anden skål er heller ikke dårlig: en kæmpeprofiterole sænket i en let tomatsuppe med en ragout af hvidfisk indeni. God spænding mellem let, opblødt brød og fast og perfekt saltet ragout.

Opvarming for alvor
Nu kommer næste ret ind. Intet mindre end den bedste pastaret, jeg har fået i lang tid. Frisklavet linguinepasta al dente med grønkål stegt i smør og olie sammen med hvidløg og chili. Ganske enkelt og hamrende sexet. Måske endda lidt for enkel, så med lidt ekstra salt og peber efter forespørgsel er vi glade. Vinen til er en blanding af rødvinsdruerne nero d’avola og den mere eksotiske frappato i forholdet 60/40 fra den glitrende nye årgang 2009. ”Diise waaine is tooo easy to drrrinke”, siger Matteo med kraftig accent (som han vist ikke ser som noget, der bør bearbejdes synderligt) og smiler sagligt. Helt sikkert en ung vin med klar tanninstruktur og kraftig i munden. Sød chokolade, bær og jordbærsyltetøj smyger sig samtidig om tungen. Ikke så kompleks, men sandt nok meget letdrikkelig.

Så er vi i gang
Og dét ment med allerstørste alvor. Efter et kort stop ved en lidt ligegyldig servering af lidt bagte røde pebre marineret i olie og eddike (som jeg ikke forstår, hvorfor Il Dona bliver ved med at have på kortet som ganerenser), kom vi til hovedretten og ikke mindre end tre forskellige rødvine lavet på nero d’avola. Uheldigvis skænket i forkert rækkefølge, hvilket afstedkom lidt forvirring ved bordene. Og måske et par forkerte bestillinger sidst på aftenen, hvis man var i indkøbshumør:
.NeroMaccarj 2006: Slikket henad vingummismag og rød sodavandsis, let og syrerig, med smag også af nødder og grøn peber… Der er meget at komme efter i denne vin, jo mere tid, man giver den til at åbne sig.
.NeroBufaleffj 2006: appelsinskal og abrikosmarmelade på brioche. Gode tanniner toppet med lakridskonfekt. Fornuftig syrebalance.
.Nerosanloré 2006: Mere frugtig, fed og saftig, med kaffe og træ, blåskimmelost og brød, til tider metallisk og med en charmerende duft af hø. God tannin/syre struktur.
Lang historie kort er de tre vine yderst drikkelige og balancerede (og ikke mindst superspændende). Der er forventeligt nok tale om varme vine med høj alkohol, og det er absolut vin, der kræver mad på tallerknen for for alvor at kunne få lov at træde i karakter.

 

Sulten?
Jeg har ikke glemt maden. For denne hovedslutning på aftenen sætter nemlig et saftigt punktum – og forkæler kødelskerne, der har ventet tålmodigt hele aftenen, et faktum, der får manden, jeg har taget med, til at juble højt: på tallerkenen ligger en mør, rød og rund bøf af kalvemørbrad tilsat smørstegte og syndigt lækre shitakesvampe med persillerod og persillesauce – og for lige at gøre den (især) maskuline forkælelse komplet, alt sammen ledsaget af et stort og sprødt stykke bacon.

Sig ost
Så er vi kommet til ”dolce”, som der står på menukortet, men sødt skal vi dog kigge langt efter, uden jeg dog er utilfreds af dén grund, da tre italienske oste på både får og ko bliver præsenteret. Hertil Nerojbleo 2007: En svær vin. Måske fordi den drikkes til osten. (Undertegende foretrækker hvidt til ost). Medicinskab, trænåle, men stadig smooth med noter af vanille og bittermandel.
Herefter er der kaffe til trætte smagsløg og hoveder, samt fri mingling, selv om det vist ikke var noget, nogen af gæsterne fik praktiseret denne aften.

Med så mange forskellige oplevelser af vine, der overvejende er lavet på én drue, kan man slutte med Matteos egne ord: ”You’re not drinking nero d’avola. You’re drinking Gulfi”.
Gulfi er uden tvivl et spændende sted at starte et siciliansk eventyr. Den store vingård lejer forresten også værelser ud og faldbyder turistattraktioner og smukke naturomgivelser.
Og så går Matteo jo rundt dernede et sted…