Picture

Lava - Aarhus

Midt i Aarhus er det lykkedes bystyret at skabe et næsten landligt miljø langs Aarhus Å, der hver dag – i især om sommeren – tiltrækker det caféhungrende publikum. Og her ligger Lava perfekt langs den gamle Åboulevard, der siden 1920’erne dækkede over å-løbet. Åen og dens munding ude i Aarhus fjord har faktisk været så vigtig, at den har givet Aarhus sig navn, og siden byens grundlæggelse var åen en vigtig trafikåre fuld af mad. Åen var klar og fiskerig, så indbyggerne i Åby betalte tiende til deres herre, aarhusbispen, i form af laks. Selv i vores tid har åen været så ren, at man kunne finde ferskvandsmuslinger på strækningen mellem Brabrand Sø og jernbaneoverføringen lige vest for Aarhus. Efterhånden valgte man dog at dække åen til, da den var til gene for byens trafiknet, men i takt med at industri og køretøjer flyttede ud af byen i slutningen af 1900-tallet besluttede man at bryde Åboulevarden op og blotlægge vandet. Det har betyder umådeligt meget for de lokales livskvalitet, og Lavas terrasse er det perfekte sted at nyde det rislende vand. Her serveres de klassiske, gode caféretter. Giv dig tid til en god frokost ude i solen, eller nyd en middag her med efterfølgende drinks i de lyse sommeraftener.
 

Picture

Bistroteket - Randers

Randers er Østjyllands største by næst efter Aarhus, og der er ægte købstadsstemning i den gamle by, som kan spores over 1000 år tilbage. Her er et rigt handelsliv med smukke bygninger og historiske steder især omkring Rådhustorvet, hvor den elegante og hyggelige restaurant Bistroteket ligger. Som navnet antyder får man rigtig god og rustik bistro-mad her lavet af friske råvarer og med sans for detaljen. Til frokost er der godt smørrebrød, sandwiches, salater og muslinger, mens aftenen også byder på solide hovedretter kaldet Fisken, Grisen, Fuglen og Oksen. Om sommeren er det oplagt at sidde udenfor Bistroteket og nyde de historiske omgivelser i Randers centrum.
 

Picture

Café Deli - Vejle

Med sit farverige interiør, grønne planter og spraglede kunst er man allerede lidt på ferie, når man tjekker ind på Café Deli – Vejles måske mest personlige café, der ligger lige i centrum og tilbyder dansk/græsk mad med farver og elegance. Café Deli er et hyggeligt sted at nyde en lækker frokost – der er noget sydlandsk over stedet, der både afspejles i stedets motto: næring for sjælen, samt i selve retterne: brunchtallerkenen bugner af saft og kraft, smoothierne er både sunde og lækre, og madpandekagerne mætter og smager af mere. Café Deli er så velbesøgt at det af og til kan være svært at finde plads, men om sommeren folder stedet sig ud med en flot udendørs terrasse, hvor de lokale elsker at hygge. Og så går der rygter om at Café Deli serverer byens bedste, italienske kaffe.
 

Picture

Brdr. Price - Aalborg

I Danmarks tredjestørste by er spisemulighederne mange, og så er en københavnerinstitution, nemlig Brødrene Price, også flyttet til Aalborg. Det har de forstået at gøre med manér: restauranten ligger på C.W. Obels Plads, hvilket både sikrer et hyggeligt, historisk miljø samt muligheden for at nyde maden udenfor under åben himmel. Her då engang en gammel tobaksfabrik, og på samme plads Aalborg Kloster og Helligandsklostret, som blev bygget helt tilbage i 1431. Maden hos Brdr. Price ligger i den fyldigere ende. Det var jo dem der gen-introducerede det såkaldte mormor-køkken for danskerne, og på menukortet finder man lækre klassikere som peberbøf, Croque Monsieur, citrontærte og friterede porrer. Populær er også søndagsmiddagen, hvor maden både kan være nordisk, fransk eller italiensk. Og når vejret er til det kan hele molevitten nydes på de talrige stole og borde, som Price kan diske op med udenfor.
 

Picture

Søstjernen - Haderslev

Beliggenheden bliver næppe bedre her syd for Haderslev, hvor man kan nyde udsøgt gastronomi på Restaurant Søstjernen blot et stenkast fra havet. Forestil dig et hyggeligt flerlængethus, der ligger og gemmer sig nær grønne marker og strand. Området er især populært om sommeren, hvor badegæster drager til Diernæs strand lige nede for enden af vejen, og gerne afslutter hyggen på Søstjernen. Restauranten har udvidet sit miljø til også at indbefatte sine omgivelser, så mad og drikke kan nydes under åben himmel lige udenfor. Her rækker ambitionerne ikke til den klassiske cafémad – på Søstjernen er der nemlig dømt gastronomi, hvor der eksperimenteres med lokale råvarer uden dog at gå på kompromis med de klassiske dyder om smag og aroma. Fanø-laksen og krogmodnet kød fra lokale producenter er hits her, mens afstikkere til det italienske byder på pasta og carpaccio. Søstjernen er desuden leveringsdygtig med rigtig god cateringmad til store selskaber – også om sommeren.