Den ganske populære burgerbar Cocks 'n' Cows tager det amerikanske ophav alvorligt, og afholder (og fejrer!) denne søndag Superbowlfinalen i restauranten ved Gammel Strand. Hele SEKS storskærme er sat op til football-glade danskere. SULTNE, football-glade danskere.

Fra dørerne åbner kl. 22 søndag aften, er der burgere og twister fries, først som aftensmad kl. 22.30 og anden middag kl. 03, hvor man får hus-versionen af bøfsandwichen, en Bohemian Pork Rib med karljohan-remoulade og rødkål. Til begge måltider hører en Budweiser fra Guds eget land. Resten skal du selv købe.

Der kan også købes cocktails, hvis man er til dén slags (også alle de andre dage, prøv dem gerne –  det har vi. Et burgersted kan åbenbart også godt lave cocktails). Vi nævner i flæng Bloody Hot Mary, Mango Daiquiri og Port Light. Vi har også luret lidt på burgerne, og foreslår fx The Illegal med avocado, jalapeño og guacamole, eller måske The Soprano med pepperoni, mozzarella, syltede løg og tomat-basilikum-sauce.

Til at fordrive ventetiden med mellem de underlige regler og stramtandede dommere, er der masser af konkurrencer, hvor du kan vinde endnu unavngivne præmier. Samt MASSER af snacks, som der loves under hele Super Bowl'en.

Så forbered dig på en ganske træt mandag – og en vild søndag.
Og god fornøjelse!

Billetten koster 299 kr. og kan, hvis du er meget hurtig, købes her.